Dyseskytte affyrer sin dysekanon

Dysekanonholdene skød blandt andet med 84 mm granater. Foto: Theis Nielsen / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

I den forgangne uge har aktivitetsniveauet i øvelsesterrænet omkring Ādaži i Letland været ekstra højt. For den danske kampbataljon har ugen stået i skarpskydningens tegn, hvor både de mekaniserede infanterister, panserinfanteristerne og artilleristerne har været på skydebane for at skyde skarpt.

 

For det mekaniserede infanteri har fokus været på at træne håndtering procedurer og skarpskydning og med dysekanonen. Derfor har alle kompagniets dysekanonhold været på skydebane, så de kunne styrke deres procedurer og færdigheder.

 

Træningen blev indledt med såkaldte dry runs, hvor soldaterne øvede hele forløbet uden skarp ammunition. Her trænede de blandt andet indtagelse af skydestilling og opmåling af afstanden til målet, inden selve skydningen blev gennemført.

 

Efter den indledende træning var det tid til skarpe skud, hvor procedurerne blev sat på prøve i praksis. Målet var en udtjent lastbil, som var blevet placeret på skydebanen.

 

Danske og canadiske soldater sammen

Foto: Theis Nielsen / Forsvaret

Vigtig træning sammen med allierede kollegaer

Den danske kampbataljon i Letland er på cirka 800 soldater og indgår i NATOs beredskab. Brigaden, som den danske bataljon indgår i, hedder Multinational Brigade Latvia og er ledet af Canada.

 

For de danske soldater i Letland er udsendelsen ikke alene en mulighed for at træne kampbataljonens egne kapaciteter, men også for at samvirke, udveksle erfaringer og styrke interoperabiliteten med de allierede styrker, som indgår i NATO-brigaden.

 

Netop det har også været i fokus i den forgangne uge. For mens de mekaniserede infanterister var ude for at træne deres dysekanonhold, var panserinfanteristerne taget ud i øvelsesterrænet for at træne sammen med de canadiske styrker.

 

Her gennemgik de danske og canadiske soldater hinandens kapaciteter og procedurer på kamppladsen for bedre at kunne arbejde sammen. Herefter stod den på fælles skydninger, hvor begge nationers køretøjer deltog. Formålet var blandt andet at træne kommunikationen og samspillet mellem enhederne og dermed styrke evnen til at operere effektivt sammen.

 

Atmos affyrer skud

Foto: Theis Nielsen / Forsvaret

Også artilleristerne var taget på skydebanen for at træne skarpskydning, og i den anledning havde de inviteret både spanske og canadiske artillerister med til en demonstration af artillerisystemet ATMOS. De danske artillerister kunne blandt andet fortælle om selve kapaciteten og effekten af denne. Samtidig kunne de også udveksle erfaringer med deres allierede.

 

Ved begge aktiviteter fik de danske soldater mulighed for at arbejde tæt sammen med allierede styrker og udveksle erfaringer på tværs af nationerne. Når de danske soldater samvirker med vores allierede, er det med til at styrke interoperabiliteten og opgaveløsningen mellem nationer – og dermed bidrager det til styrke NATOs kollektive forsvar af Baltikum.

 

Som rammenation i NATOs tilstedeværelse i Baltikum spiller Danmark en nøglerolle året rundt, og der er danske soldater i de baltiske lande alle årets dage. Indsættelsen af danske soldater i Letland er en naturlig videreførelse af et mangeårigt samarbejde mellem danske og baltiske soldater.

 

Droneuddannelse

For knap to uger siden ankom en række af Hærens droneinstruktører til Camp Valdemar i Letland. Siden da har instruktørerne gennemført droneuddannelse for mange soldater i den danske kampbataljon.

 

Uddannelsen omfatter blandt andet flyvning med FPV-træningsdroner. FPV står for First-Person-View, og soldaterne styrer derfor dronerne ved hjælp af VR- briller og en fjernbetjening, hvilket giver dem et direkte billede fra dronens kamera. Det stiller store krav til droneførerens hånd-øje-koordination, hvorfor det også er en vigtig del af uddannelsen.

 

Kurset giver samtidig soldaterne en teknisk forståelse af dronerne. Som en del af uddannelsen lærer de selv at udføre reparationer og udskifte beskadigede dele. Træningsdronerne er netop beregnet til at kunne bruges intensivt, og soldaterne har derfor reservedele med, så de selv kan reparere dronerne efter eventuelle styrt.

 

Soldat holder drone i hånden

Foto: Theis Nielsen / Forsvaret

Uddannelsen kombinerer både praktisk flyvetræning, taktisk anvendelse og teknisk vedligeholdelse, hvilket er vigtigt for at kunne opbygge de kompetencer, som skal understøtte Hærens fremtidige dronekapacitet. 

 

Forsvaret af Danmark starter i Baltikum, derfor løser de udsendte soldater en vigtig opgave for alle danskere. Den understreger, at NATO og Danmark står fast på sin forpligtelse til at beskytte Letland og dets borgere med at sikre fred og stabilitet i regionen.

 

Med Danmarks deltagelse i NATOs beredskab bidrager vores soldater til at håndtere den alvorlige sikkerhedssituation i Baltikum forårsaget af Ruslands krig i Ukraine. Danmark bidrager til et stærkt kollektivt forsvar af NATO’s østlige flanke og bidrager til at afskrække Rusland fra at angribe vores allierede i NATO og styrker sikkerheden i Danmarks nærområde.

Dansk kampbataljon i Letland

  • Forsvaret har fra august 2026 udsendt en kampbataljon med støtteenheder til Letland som bidrag til NATOs beredskab.
  • Den danske kampbataljon indgår i den canadiskledede NATO Multinational brigade Latvia.
  • Udover de danske og canadiske enheder også består af soldater fra 12 andre NATO-nationer.
  • Med Danmarks bidrag til NATOs beredskab bidrager danske soldater til at håndtere en af NATOs største sikkerhedsudfordringer forårsaget af Ruslands krig i Ukraine og udfordrende tilstedeværelse i Østersøregionen.
  • Den danske kampbataljon vil være til stede i Letland frem til januar 2027.