Dronefoto af frigsskibe i københavns havn

Arkivfoto: Mik Dyrby / Forsvaret

Af Forsvaret

 

I weekenden den 14. til 16. august 2026 lægger et større antal af Søværnets skibe til i København. Skibene vil i løbet af weekenden ligge fordelt langs kajerne på Ofelia Plads, Amaliehaven og Esplanaden, og københavnere såvel som besøgende får dermed en sjælden mulighed for at komme tæt på Søværnets enheder midt i hovedstaden.

 

Tapto fra flagskibet Absalon Både fredag og lørdag klokken 22:00 kan man opleve Tapto fra flagskibet Absalon – en traditionsrig ceremoni, der markerer dagens afslutning om bord.

 

Åbent skib lørdag den 15. august Lørdag den 15. august klokken 10:00-14:00 slår Søværnet dørene op på udvalgte enheder. Her får publikum mulighed for at gå om bord, møde besætningerne og få et indblik i livet og arbejdet på et af Søværnets skibe. På Ofelia Plads er der opsat pavilloner, hvor man kan få en snak om muligheder for job i Søværnet.

 

sømand spiller trumpet

Foto: Forsvaret

Søndag den 16. august er der lukket for adgang, da styrken inden afgang deltager i højmesse i Holmens kirke. På grund af andre aktiviteter i området vil søfolkene i år sejle i kirke. Holmens Kirke betragtes som Søværnets kirke og er desuden mindested for flere søhelte.

 

"At tage samlet i kirke er en mangeårig tradition for Søværnet. Det binder vores historie sammen med nutiden. Det er en påmindelse om, at vi som flådestyrke ikke kun er skibe og materiel, men først og fremmest et fællesskab af mennesker, der løser vores opgaver sammen. Og i denne weekend får vi lov at dele traditionen med Københavns borgere," siger Søren Kjeldsen, kontreadmiral og chef for Søværnet.

 

Praktiske informationer

  • Dato: 14.-16. august 2026
  • Lokationer: Ofelia Plads, Amaliehaven og Esplanaden, København
  • Tapto: Fredag og lørdag kl. 22:00, flagskibet Absalon
  • Åbent skib: Lørdag den 15. august kl. 10:00-14:00
  • Pris: Gratis adgang

Faktaboks

Tapto er historisk et signal til alle orlogsgaster i land om at vende tilbage og gå til ro.

 

Signalet ”retræte” blæses af en trompetist fra Søværnets Tamburkorps til de fire verdenshjørner klokken 22.00.

Besøget i København er en del af den danske flådeøvelse DANEX, som med jævne mellemrum samler enheder fra Søværnet til fælles træning i danske farvande.

 

Øvelsen har til formål at styrke samarbejdet og den operative kapacitet mellem deltagende enheder, og opholdet i København markerer slutningen på den mere planlagte del af øvelsen.

 

Besætningerne kan nu mødes for at koordinere og lære hinanden at kende, ligesom erfaringer fra den forgangne uge kan diskuteres inden skibene igen sætter kurs mod den mere scenariebaserede del af øvelsen.