[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]


Søndag den 25 maj stod i motorsportens tegn på Flyvestation Karup, da der blev afholdt Race 4 Heroes, et arrangement til fordel for veteraner. Det var muligt for ansatte i forsvaret, samt deres pårørende at købe sig en tur i biler, de fleste kun kan drømme om.

-Vi vil jo gerne gøre noget mere for veteranerne, og det her er en god måde, hvor vi samtidig kan give en særlig oplevelse til de ansatte, fortæller Frank Larsen, presseofficer ved Helicopter Wing Karup, der var værter for Race 4 Heroes.

 

Danmarks længste racerbane

I dagens anledning havde man omdannet en af landingsbanerne til racerbane med en langside over dobbelt så lang som Jyllandsringen. – De fleste af de her biler har jo aldrig fået lov til at vise deres fulde potentiale, der er jo ikke andre steder i Danmark, hvor det her er muligt, fortæller Frank Larsen. Den lange bane blev også udnyttet til fulde. Dagens hastighedsrekord på 339,9 km/t blev sat af en Ferrari 458 Spider.

 

I alt deltog 28 forskellige biler, med alt fra en gammel klassiker som en Shelby AC Cobra til en helt ny Lamborghini Gallardo.

 

En stor succes

 

- Vi havde regnet med at sælge omkring 150 ture, men selvfølgelig håbet på flere. Vi endte med at få solgt 207 ture, så der blev i alt indsamlet 41400 kr, som blev overdraget til Familienetværket, fortæller Frank Larsen.