[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

FKO svar
Forsvarskommandoen har behandlet B.T.s anmodning om aktindsigt i ”antallet af forsvaret manglende genstande jævnfør vedhæftede exceldokument”, samt i dokumenter vedrørende ECM.

Forsvarskommandoen tolker anmodningen således, at B.T. ønsker aktindsigt i dokumenter vedrørende bortkomne uniformsgenstande, samt dokumenter vedrørende bortkomne våben/ammunition og endelig dokumenter vedrørende Electronic Counter Measures.

Forsvaret fører ikke lister over bortkomne uniformsgenstande. Forsvarskommandoen har vurderet, at de ressourcer, som en central registrering måtte kræve, ikke står mål med de ressourcer, der anvendes på genanskaffelse. Ved genanskaffelsen skelnes der ikke mellem de måder uniformsgenstandene er bortkommet på.
For så vidt angår opgørelse over bortkomne våben og ammunition kan Forsvarskommandoen oplyse, at alle indberetninger er anført i detaljerede opgørelser pr. år og ind-befatter værn, våbentype og ammunitionstype, som oplistet i bilag 1 til 9. I 2008 er der ikke modtaget indberetninger af bortkommet ammunition og eksplosivstoffer.

Dokumenter vedrørende Electronic Counter Measures indeholder klassificerede oplysninger af sensibel operativ karakter. Som følge heraf er disse oplysninger undtaget fra aktindsigt i medfør af Lov om offentlighed i forvaltningen § 13, stk.1, nr. 1 om beskyttelse af væsentlige hensyn til rigets forsvar.

Denne afgørelse kan påklages til Forsvarsministeriet, Holmens Kanal 42, 1060 København K.