[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Et evalueringsbesøg er en af flere mulige tillidsskabende foranstaltninger, der årligt gennemføres landene imellem som led i det politisk-militære samarbejde om sikkerhed og stabilitet i Europa.

Delegationen består af tre officerer, der ankommer til København onsdag 27. januar og modtages hér af Forsvarskommandoens ressortafdeling.

Efter indledende drøftelser ved Forsvarskommandoen gennemføres evalueringsbesøget ved 1. Jyske Brigade næste dag, torsdag 28. januar.

Et evalueringsbesøg omfatter normalt en briefing ved enhedens chef, besigtigelse af enhedens væsentligste våbensystemer og at tale med personel fra enheden. Der påregnes gennemført besøg ved brigadens enheder, som bl.a. er placeret i Skive, Holstebro og Varde.