[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

AFGHANISTAN, Feyzabad:
Der blev sent tirsdag aften affyret to raketter mod Camp Feyzabad i det nordlige Afghanistan, hvor det danske Protection and Reconstruction Team, PRT, opholder sig.

Alle danskere er uskadte og i god behold.

Af hensyn til soldaternes sikkerhed oplyses det ikke, hvor raketter og granater er slået ned, og hvilken materielskade de eventuelt har forvoldt.

KOSOVO, Camp Olaf Rye:
Soldater fra den danske bataljon afgav tirsdag aften fire varselsskud. Det skete, da en flok lokale virkede truende på de folk, der skulle transportere en beslaglagt smuglerpram fra Gazivode søen til Mitrovica. Den danske bataljon var blevet anmodet om at hjælpe med transporten af politifolk fra UNMIK (FNs Mission i Kosovo).

Det lykkedes for de lokale at stikke af med båden, og da der ankom forstærkning, var alt stille og roligt.

Kosovo Police Service, KPS, kom til stede og overtog ansvaret for den videre håndtering.

De danske soldater var tilbage i Camp Olaf Rye to timer senere, og alle er uskadte og i god behold.

Mission update udsendes, når der er behov for det.

Deadline klokken 10 dansk tid.