[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Bagdad:
I tirsdags ved middagstid slog en raket ned tæt på dele af det danske personbeskyttelsesdetachement under deres proceduretræning på skydebaneanlægget i nærheden af den danske ambassade i Bagdad.

Der var ingen skader på dansk personel.

Afghanistan, Camp Bastion:
Tirsdag eftermiddag fik en soldat en overfladisk skramme i maven af fragmenter fra en patron fra et 12.7 mm tungt maskingevær. Ved et uheld sprængtes hylsteret i maskingeværet under skydetræningen. Sagen undersøges. 
Soldatens tilstand er fin. Han er udskrevet fra infirmeriet og er tilbage i sin enhed. Den tilskadekomne har kontaktet sine nærmeste pårørende.

Afghanistan, Kandahar Air Field:
Tirsdag aften blev der affyret raketter mod Kandahar Air Field. De danske soldater var i beskyttelsesrum, indtil alarmen blev afblæst.
Der var ingen skader på dansk personel.

Bemærk: Af hensyn til soldaternes sikkerhed oplyses det ikke, hvor raketter og granater er slået ned, og hvilken materielskade de eventuelt har forvoldt.

Mission update udsendes, når der er behov for det.