[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

AFGHANISTAN, Helmand:
Onsdag sidst på dagen blev den danske kampvognsdeling indsat for at støtte en britisk styrke, der var i kamp i Green Zone nord for Gereskh.

Kampvognene affyrede blandt andet skud med deres 120 millimeter kanon. Under kampen blev de britiske styrker også støttet af ild fra artilleri og fly.

Hele operationen med kampvognene varede 90 minutter, hvorefter den danske enhed atter var tilbage på dens base uden skrammer.

IRAK, Bagdad:
Torsdag formiddag afgav det danske Protection Team et varselsskud, da en civil bil hastigt nærmede sig en kolonne af køretøjer. Agterskytten i det bagerste danske køretøj signalerede som normalt til de bagved kørende civile biler, at de skulle holde afstand, og det gjorde alle på nær denne ene, der fortsatte fremad med høj hastighed.

Da den civile bil hurtigt kom ind på en afstand af ca. 25 meter, afgav agterskytten et sigtet skud mod bilens motorhjelm, og skuddet ramte i motorhjelmen uden yderligere konsekvenser for føreren eller de andre personer på vejen og i området.