[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Med polerede støvler og skinnende baretmærker trådte de godt 300 Kosovo-soldater an i Oksbøl-lejrens gymnastiksal. Her undgik de det isnende januar slud, der faldt over resten af lejren med ubønhørlig kraft.



Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Henrik Bundsgaard, skridtede paraden af sammen med chefen for 2. brigade, oberst Ulrich Hellebjerg. Bagest til venstre ses KFOR-chefen, oberst Hans Henrik Møller.

Inde i den opvarmede gymnastiksal skridtede Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Henrik Bundsgaard fronten af og sagde farvel til soldaterne.

- Jeg bliver nogle gange spurgt, hvad vi dog laver i Kosovo på tiende år. Til det er der kun at sige, at nøglen til succes i et land som Kosovo ligger i det lange seje træk, hvor en troværdig militær tilstedeværelse kan holde parterne i skak og langsomt overbevise befolkningen og aktørerne om, at der er alternativer til konflikt. Nemlig sameksistens og samarbejde, sagde Niels Henrik Bundsgaard.

Oberst Ulrich Hellebjerg, der er chef for 2. Brigade, der står for den missionsforberedende uddannelse, talte også til soldaterne.

- Jeg har set på jer i de sidste otte måneder, og I har gjort store fremskridt. Både jeg og min stab er nu helt sikre på, at I er fuldstændig klar til at tage af sted, sagde Ulrik Hellebjerg.



Støvler og baretmærker havde fået en ekstra omgang med pudsegrejet, før turen går til mere feltmæssige forhold.

Soldaterne fra KFOR Hold 20. tager af sted til Kosovo i løbet af den næste måned og skal være i den nordlige del af landet indtil august. De er under kommando af oberst Hans Henrik Møller.