[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Til tonerne af Hesteskadronens trompetere på højre fløj, kunne stabschefen for 2. Brigade, oberstløjtnant Carsten E. Nielsen, tage hul på chefskifteparaden med en kort tale til den afgående chef, oberst Tommy M. Paulsen.

- Med to samtidige oberstjobs kan man alene ud fra din kalender se, at det tidsmæssigt har været en udfordring, du har haft de sidste fire måneder. Men det har du klaret med engagement, og jeg vil gerne på stabens vegne sige dig tak for et godt samarbejde, god sparring og ønske dig held og lykke fremover, sagde stabschefen, inden han overrakte oberst Tommy M. Paulsen brigadens skjold.



Stabschefen for 2. Brigade (tv) overrækker afgående brigadechef (th) brigadens skjold.
Den afgående brigadechef taler til brigadestaben. 
Fotos: Allan Øster Steensen, Garnisonsstøtteelementet Gardehusarregimentet.



Oberst Tommy M. Paulsen fik herefter mulighed for at takke for et, om end kortvarigt, så positivt bekendtskab med brigaden og brigadestaben. 


- Det har været en meget positiv oplevelse at være chef for 2. Brigade. Det er tydeligt, at I allerede har taget forskud på den forandring, hæren står over for. Jeg både håber og tror, I fortsætter med samme arbejdsindsats, så hærens enheder også i fremtiden er klar til at løse de opgaver, der bliver stillet, sagde oberst Tommy M. Paulsen.



- Jeg har glædet mig som en lille dreng før sin første skoledag, fra jeg fik at vide, at jeg skulle overtage kommandoen. For det er en kæmpe udfordring, vi går i møde. Ikke bare med opgaverne i forbindelse med det kommende forlig, men også med at holde brigaden og dens enheder klar til indsættelse i fremtidige missioner. Jeg ser frem til, at vi fortsætter og udvikler det gode og solide arbejde, 2. Brigade udfører. Uanset hvad fremtiden så byder os af opgaver, sagde oberst Michael Bach Jensen, chef for 2. Brigade.



”Du har kommandoen!” Oberst Tommy M. Paulsen (tv) overdrager kommandoen til oberst Michael Bach Jensen.  
Den nytiltrådte chef for 2. Brigade, oberst Michael Bach Jensen, taler til sin stab.


Den nye chef får allerede i næste uge lejlighed til at stifte bekendtskab med nogle af 2. Brigades enheder, når brigaden drager til Oksbøl for at gennemføre en stabsøvelse i Hærens Taktiske Træner.