[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den store deltagelse i brigadens reserveofficersseminar vidner om, at reservepersonellet stadig ser sig selv som relevante medarbejdere i forsvarets enheder. I alt 25 officerer var mødt op til årets første aktivitet - specielt tilrettelagt for denne målgruppe.



Et bredt udsnit af brigadens reserveofficerer gennemfører stabsarbejde


- Det har været en god aktivitet med deltagelse af både gamle og nye stabsmedlemmer – særligt at der kommer nye og yngre reserveofficerer til med erfaringer og kompetencer fra internationale missioner er inspirerende, udtaler kaptajn af reserven Martin Schmidtsdorff, der som reserveofficer gør tjeneste i brigadens operationscenter.

Brigaden lægger vægt på, at den enkelte reserveofficer har den viden, der skal til for at deltage i planlægningen og gennemførelsen af de opgaver, som brigaden skal løse. Derfor stod programmet også på solid vidensformidling.

Emnet var planlægning og gennemførelse af offensive operationer i rammen af et scenarie, som brigadestaben skal arbejde med i øvelser senere på året. Her skal de faste officerer og reserveofficererne tilsammen udgøre brigadens stab og være i stand til både at planlægge og gennemføre operationer, hvor alle brigadens enheder bliver indsat.



Det traditionelle kort anvendes til taktiske overvejelser

 
- Vi har fået opdateret vores viden om taktiske procedurer, og vi har øvet vores færdigheder i stabsarbejde - det har vi gjort ved at arbejde med et udfordrende taktisk oplæg. Vi har haft en god dialog om, hvordan vi skal få de forskellige dele af brigaden til at hænge sammen i forbindelse med en indsættelse. Det har givet en god helhedsforståelse, som er helt nødvendig, når vi skal indgå i staben sammen med de faste officerer, fortæller Martin Schmidtsdorff.

Det kræver, at alle i staben har en fælles vidensmæssig forståelse for, hvordan brigaden opererer og hvordan staben skal samarbejde, for at nå frem til den bedst mulige opgaveløsning.

 – Jeg er meget imponeret over den opbakning, vi har fået fra de faste officerer i staben. Sektionscheferne har deltaget som undervisere og mentorer, hvilket har været med til at øge samhørigheden mellem de faste og reserven, understreger Martin Schmidtsdorff.

Et vigtigt element i stabens samvirke er at kunne anvende de værktøjer der er med til at gøre arbejdet hurtigt og effektivt. Derfor bliver reserveofficererne også uddannet i at anvende hærens føringsstøttesystem – kaldet C2IS. Systemet er computerbaseret og gør det muligt at udarbejde, visualisere og formidle planer digitalt.



Planlægningen støttes af Command & Control Information System (C2IS)


I april samles en del af deltagerne igen og tager på øvelse med den faste stab under Danske Divisions øvelse Yellow Knight i Oksbøl.