[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Arrangementet den 6. september på Kastellet er åbent for alle, og der vil være mulighed for at tale med soldater om deres oplevelser med udsendelser, se kampvogne og helikoptere samt høre mere om job og uddannelsesmuligheder i Hæren.

I anledning af Hærens 400 års jubilæum, fremviser vi også historiske køretøjer og uniformer. Fra de slesvigske krige kan du se og opleve en bemandet lejr fra 1864.

Der er også mulighed for at møde en general og høre nærmere om Hærens fremtid, indsatsen i Afghanistan og meget mere.

På dagen holder Forsvarets Bibliotek også åbent, og her kan du møde forfatterne til nogen af tidens militære værker. Der er bl.a. Bogrepræsentation af Markus Knuth, Morten Thomsen og Jens Ole Christensen.

Bataljemaler Mathilde Fenger udstiller sin samling af malerier af de danske soldater i Afghanistan.

Veteranforeningerne er også til stede, og de afholder det årlige veteranløb, hvor overskuddet går til veteranarbejdet.

Arrangementet medfører en del trafik med tunge køretøjer på Østerbro fredag den 5. september og lørdag den 6. september. I hele perioden er Esplanaden lukket for gennemkørsel.

Se programmet på Hærens Operative Kommandos hjemmeside.

Til medierne:
For mere information, aftaler om interviews mv. kontakt presseofficer Kim Grünberger på 41 32 02 32.