[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Oberstløjtnant Peter Gutfeld (th.) er ny chef for 4. Nationale Støttebataljon. Det blev markeret ved en parade i Vordingborg, hvor chefen for Trænregimentet, oberst Jess Møller Nielsen (tv.) overdrog kommandoen.

På slaget 10.00 marcherede regimentschefen for Trænregimentet, oberst Jess Møller Nielsen, ind i Generalens Gård på Vordingborg Kaserne efterfulgt af oberstløjtnant Peter Gutfeld.
Med rungende kommandoer blev 4. Nationale Støttebataljon rettet af og for en kort stund overdraget til regimentschefen. Efter en kort tale befalede oberst Jess Møller Nielsen Peter Gutfeld til antrædning og udtalte derefter:

- Jeg indsætter dig hermed som chef for 4. Nationale Støttebataljon. Du har kommandoen!

– Jeg har kommandoen, lød det fra Peter Gutfeld, hvor efter regimentschefen forlod paraden. Alene med bataljonen udtrykte Peter Gutfeld sin respekt for de resultater, den har opnået.

- Det er et privilegium for mig at stå her i dag. Normalt vil en ny chef annoncere en ny dagsorden og angive et nyt højt tempo. I den seneste måned har jeg blandt andet brugt tid på at tale med kunder og kolleger for at få et indtryk af jer. I er allerede oppe i tempo. Det er jer, der på mange måder går forrest på slagmarken, og I er med overalt både i indland og i udland, sagde den nye chef.

Efter sin tale formerede Peter Gutfeld enhederne og forlod paraden. Kommandooverdragelsen blev derefter fejret i selskabelige rammer i officersmessen.