[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Det andet skib i rækken af Søværnets MK. I Standardfartøjer blev i dag navngivet på Flådestation Korsør. Tro mod den nye HOLM-klasse, er skibet opkaldt efter Ertholmene. Det er en gruppe småøer nordøst for Gudhjem på Bornholm, og de er Danmarks østligste punkt.

Skibet skal indgå som uddannelsesfartøj på Søværnet Officersskole. ERTHOLM bliver de unge kadetters første møde med et ”rigtigt” skib i Søværnet. Og på officersskolen glæder man sig til at tage det nye fartøj i brug. For MK. I Standardfartøjet er på det nærmeste skræddersyet til opgaven.

- Der er utrolig meget plads på broen. faktisk har de fire påmønstrede kadetter hver deres arbejdsstation med ECDIS (Electronic Chart, Display and Information System), siger orlogskaptajn Carsten Vigsøe, der er faglærer i navigation på Søværnets Officersskole.

 
ERTHOLM er det andet skib i rækken af i alt 6 MK.I fartøjer som bliver leveret til Søværnet af Danish Yacht A/S.
Fremtidssikret
Dermed er skibet fuldstændigt fremtidssikret til den nye tid, hvor alle Søværnets skibe siger endeligt farvel til navigation med de gode gamle søkort. I dag uddannes kadetter på kuttere af BARSØ-klassen. Her har man også ECDIS, men arbejdsstationen er forbeholdt fartøjschefen.

ERTHOLM giver kadetterne mulighed for at arbejde teoretisk med navigation, men de fire arbejdsstationer er også koblet op på skibet øvrige informationssystemer. Derfor kan den enkelte kadet også stå for den operative navigation af skibet.

Udover de højteknologiske systemer, har skibet også gode faciliteter til optisk sejlads. Det er udsigt fra broen 360 grader rundt. Kadetterne skal ikke ud i en brovinge for at se hvad der foregår bagved skibet.

Endnu et MK.I Standardfartøj kommer til at indgå som skoleskib for Søværnet Officersskole. 


Læs mere om søsterskibet BIRKHOLM

-------------------------------------------------------------------------------

Hvis du har kommentarer til artiklen, så send en mail til:
Redaktionen@mil.dk