[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Under en multinational øvelse i Sverige, som de danske frømænd deltog i, skulle soldaterne træne så realistisk som muligt. Øvelsen blev koordineret af det svenske Forsvar, ligesom det svenske Forsvar havde det generelle ansvar for afviklingen af øvelsen.

Under øvelsen blev to danske soldater ramt i benet. Ifølge rapporten fra den svenske Forsvarskommando skyldtes ulykken et sammentræf af flere omstændigheder. Blandt andet blev den planlagte skydning ændret under afviklingen af øvelsen, og skydeskiven var ligeledes placeret forkert. Desuden befandt de to frømænd sig inden for skydezonen.

- Det er særdeles beklageligt, at vores soldater kommer til skade under en øvelse. Selvom øvelsen blev holdt af det svenske Forsvar, vil vi selvfølgelig gennemgå rapporten nøje og drage vores erfaringer, siger chefen for Søværnets Frømandskorps, kommandørkaptajn Mogens Christens.

Den ene af de sårede frømænd er igen tilbage i tjenesten, mens den anden fortsat gennemgår et behandlingsforløb.

- Jeg er meget glad for, at den ene af vores to soldater allerede er tilbage i korpset, og vi giver den frømand, der gennemgår et behandlingsforløb, al den støtte som vi kan give, slutter kommandørkaptajn Mogens Christens.

Relaterede nyheder: 

Frømænd impliceret i ulykke i Sverige

Danske frømænd opereret i Sverige