[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]



Som det kunne læses på eskadrens og SOKs hjemmeside for et par uger siden, blev 1. Eskadres 
stab indstillet til titlen ”Årets Praktikplads 2012” af sin kontorelev Mia Lynge Iversen, som i al hemmelighed havde skrevet en grundig og velformuleret indstilling af sin læreplads.

Indstillingen førte til, at staben vandt prisen om ”Årets Praktikplads 2012 ” i Frederikshavn.

Prisen førte også til, at 1. Eskadres stab gik videre til landsfinalen, sammen med to andre virksomheder.
Finalen fandt sted ved sekretariatet hos ”Danske Erhvervsskoler” forrige torsdag.

Chefen for 1. Eskadre, kommandør Christian Nørgaard, udtaler bl.a.:

”Jeg synes, at det er rigtig flot, at det er to af forsvarets myndigheder, som løb med hhv. første- og andenpladsen, og jeg gratulerer flyvevåbnet med ”guldmedaljen”.

Kommandøren udtaler endvidere:
”Æren for den flotte pris til eskadrestaben tilfalder dels den uddannelsesansvarlige, Jette Bogh Hansen, for hendes arbejde op til og under den igangværende læringsproces, og dels eskadrestaben som helhed, ledet af kommandørkaptajn Peter Stamp. Jeg vil tillade mig at betragte Mias indstilling som en slags arbejdsklimamåling, da alle de positive ting, hun nævner, tegner et billede af en rigtig god arbejdsplads, hvor der hersker et godt, trygt og positivt arbejdsmiljø, og hvor samarbejdet og samspillet giver indtryk af overskud.”

Til lykke til Air Control Wing!