En FN-konvoj kører gennem det sydlibanesiske landskab. De lange rækker af FN-biler irriterede de lokale trafikanter.

En FN-konvoj kører gennem det sydlibanesiske landskab. De lange rækker af FN-biler irriterede de lokale trafikanter. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste.

Afsnit fra ”Verdensfredens vogtere: Det danske forsvars indsats i FN’s fredsbevarende operationer”, udgivet i december 2013.

Den 44-årige konstabel Jesper Ellehauge var blandt de 150 danskere, som i november 2009 ankom til en nedslidt FN-lejr i Sydlibanon. De danske soldater skulle hjælpe FN-missionen UNIFIL med transportopgaver. UNIFIL har været til stede i Libanon siden 1978, og Jesper Ellehauge kunne godt fornemme, at FN-missionen havde mange år på bagen. Missionens opgaver var blevet en rutine. Han syntes, de blev udført uden detstore engagement eller omtanke. Det var danskerne med til at lave om på.

”Vi danskere fik et rigtigt godt ry i FN-missionen i Libanon. Der var stor respekt om de menige danske soldater. Da vi landede i Libanon var det allerede en gammel mission.De var blevet lullet i søvn, men vi fik højnet standarden. Vi fik vækket dem og ryddet op”, fortæller Jesper Ellehauge.

Til venstre Jesper Ellehauge foran den bus, hvor han transporterede FN-missionens soldater.

Til venstre Jesper Ellehauge foran den bus, hvor han transporterede FN-missionens soldater. Foto: Rune Dyrholm

Til venstre Jesper Ellehauge foran den bus, hvor han transporterede FN-missionens soldater.

En af Jesper Ellehauges opgaver var, at vedligeholde køretøjer. Det skete typisk om morgenen, inden han skulle ud og transportere soldater. Foto: Jesper Ellehauge/Forsvaret.

 

Landmand og soldat

Jesper Ellehauge har altid befundet sig bedst udendørs i den friske luft. Det var også grunden til, at han blev soldat. Han aftjente sin værnepligt i 1987 ved Sjællandske Livregiment i Slagelse. Bagefter ville han gerne fortsætte i Forsvaret, og den eneste mulighed var at blive FN-soldat. Han blev en del af hold 54 og 55 – det fjerde- og tredjesidste hold danske soldater på Cypern. Mens han var af sted, traf han sin senere kone, som han nu har fire børn med. Mødet med FN var dog ikke kun positivt. Jesper Ellehauge syntes, at organisationen virkede meget bureaukratisk. Han havde ikke lyst til at tage på FN-mission igen.

Jesper Ellehauge ville gerne udsendes til Balkan, men han ventede til 1996, hvor NATO overtog operationerne fra FN. I år 2000 tog han endnu en udsendelse til Bosnien. Begge gange var han en del af en spejdersektion, der kørte patruljer i det danske ansvarsområde.

I de perioder, hvor han ikke var i Forsvaret, arbejdede han i landbruget. Jesper Ellehauge har ikke været fastansat soldat, men har haft en kontrakt, hvor han kunne kaldes ind, når der var behov for det.

En aften i efteråret 2009 ringede telefonen. Det var en mand fra Forsvarets Personeltjeneste,der spurgte, om han ville med på FN-missionen i Libanon.

”Jeg skal lige have en snak med konen”, svarede Jesper Ellehauge.

Næste dag sagde han, ja. Oplevelserne på Cypern var kommet så meget på afstand, athan gerne ville give FN en chance mere.

Pionérånd

At være på det første hold danske soldater på en mission er en særlig oplevelse.

”Det er spændende. Man er jo næsten en slags arkæolog. Alle informationer skal graves frem. Jeg synes, det er sjovt, selv om det også kan være hårdt. Hvis ikke man kan tåle lidt kaos, skal man ikke vælge det første hold”, siger Jesper Ellehauge.

Hans førstehåndsindtryk af forholdene i Narquera i Sydlibanon var, at lejren var gammel, men indkvarteringsforholdene var af en hæderlig standard. Der var dog mange andre ting, der skulle rettes op på. Maden, som blev tilberedt af lokale ansatte, var i begyndelsen meget dårlig, så mange af soldaterne fik maveonde. Det viste sig, at fødevarerne blev opbevaret under alt for høje temperaturer. Danskernes køkkenansvarlige skred straks ind over for den uhygiejniske omgang med maden. Holdet havde også brandfolk med, som tjekkede alle brandslukkere. Mange af dem virkede slet ikke og havde ikke været efterset i årevis. Forholdene i lejren var nogle steder uforsvarlige for de lokale arbejdere, som skulle tappe gas fra utætte beholdere i et lukket rum. Det fik den danske lejrledelse sat en stopper for. Den var også gal med de køreplaner, som de danske soldater skulle følge. De levede ikke op til køre- og hviletidsbestemmelserne. Også her satte den danske ledelse hælene i, og FN-missionen måtte revidere dem.

”Vores ledelse slog hårdt ned på dårlige arbejds- og miljøforhold. Det vil vi ikke finde os i, sagde de til UNIFIL”, siger Jesper Ellehauge.

Han syntes, FN-missionen havde godt af at få besøg af et hold friske og motiverede soldater, der stillede spørgsmålstegn ved den måde UNIFIL havde kørt på.

Hans første tid i lejren gik med at kontrollere de busser, lastvogne og personbiler, som danskerne skulle køre i. Hvis der var fejl på bilerne, skulle det opdages nu. Ellers ville danskerne få ansvaret for ridser eller skrammer på køretøjerne.

FN-systemet var ikke blevet hurtigere, siden han var på Cypern. Han ville sammen med nogle kolleger bestille materialer til at bygge et halvtag, så de kunne gå i læ, hvis det regnede, mens de modtog ordrer udendørs.

”Det tog en krig at bestille gennem FN. Man skulle lave en detaljeret tegning og beskrive hvor mange skruer og søm, man skulle bruge”, husker han.

Der gik fire måneder før brædderne endelig kom, og de kunne gå i gang med at bygge halvtaget. Senere fandt han dog ud af, hvordan systemet fungerede, og kunne efterhånden få leveringstiden ned på fjorten dage.

Store konvojer

Efter nogle uger til at etablere sig i lejren var danskerne klar til at transportere soldater for UNIFIL. Jesper Ellehauges formiddage gik med morgenappel, fordeling af opgaver, klargøring af køretøjer og pakning af tasker med våben. Selve kørslen foregik om eftermiddagen og aftenen. Typisk kørte han til en FN-lejr og hentede soldater, som var færdig med deres tjeneste, og transporterede dem til Beirut Lufthavn. Her samlede han et nyt hold soldater op, som han satte af i deres lejr, inden han kunne holde fyraften. Sådan en tur tog 12 timer. De første fire måneder var Jesper Ellehauge buschaffør, mens han resten af tiden kørte en vogn, der kunne ”jamme” signaler til improviserede sprængladning og dermed forhindre, at konvojerne blev angrebet med den slags våben.

”Situationen i området var meget rolig, så trafikken var den største fjende. Det var alles kamp mod alle. I Libanon var det ti gange så slemt som at køre i centrum af Paris. På motorvejen skulle man passe på spøgelsesbilister, der kørte mod trafikretningen. I det yderste spor stoppede folk pludselig bilerne ved boder langs vejen, mens der i indersporet stod folk klar til at blive samlet op af busser og personbiler. Det sikreste var at køre i midtersporet”, fortæller Jesper Ellehauge.

I begyndelsen valgte danskerne at sætte hårdt mod hårdt for at holde sammen på de lange konvojer af FN-køretøjer. Den taktik gav bagslag. De lokale kastede sten efter dem, gav dem fingeren og kunne finde på at blokere vejen. Upopulariteten hos de lokale fik Jesper Ellehauge og hans kolleger til at ændre kørestil. De fik efterhånden lært de håndtegn, som libaneserne brugte. Samtidig gav de mere plads til de lokales biler. På den måde fik de et bedre forhold til beboerne i området. Jesper Ellehauge forstod libanesernes reaktioner.

 

”Hvordan ville vi danskere have det, hvis der hver dag kørte kæmpe konvojer på op til 78 køretøjer forbi vores hus?”, spørger han.

Ind i mellem, når han havde kørselsopgaver, var der libanesere, som ville have ham til at tage mod forskelligt smuglergods. For eksempel blev de tilbudt penge for at tage sprut og cigaretter med i deres køretøjer.

”Det kan vi ikke, sagde jeg. Vi lukkede af fra starten. Ellers vil det være en glidebane”, forklarer Jesper Ellehauge.

Han formoder, at libaneserne var vant til, at FN-soldater fra andre nationer gerne ville smugle for dem.

 

Gode venner med indoneserne

Omkring 40 nationer var repræsenteret i UNIFIL, mens danskerne var en del af missionen.

Jesper Ellehauge kom i berøring med soldater fra mange lande. Han kendte bedst indoneserne, der holdt vagt ved lejren.

”Vi lavede sjov med indoneserne. De stod vagt i lejren i timevis, uden der skete noget. Det var en kedelig tjans. De lyste ligefrem op, når vi kom. Så råbte vi ’garuda!’ – indonesernes machokampråb”, beretter Jesper Ellehauge.

En gang tapede de også billeder af nøgne damer under køretøjet, fordi indoneserne tjekkede alle biler med spejle.

”Hele vagtholdet skulle kigge på undersiden af vognen”, griner han.

I øvrigt var han tryg ved indonesernes militære kunnen.

”De passede omhyggeligt på lejren. Ingen kunne komme forbi uden ID-kort”, slår Jesper Ellehauge fast.

Nytårsaften kedede Jesper Ellehauge sig lidt i den danske lejr. Han besøgte i stedet sammen med tre kolleger indonesernes nytårsfest. De blev modtaget med stor gæstfrihed, og han fik, selv om han kun er menig, plads ved siden den indonesiske chef.

”Indoneserne er jo muslimer, og chefen var meget ked af, at de havde brændt det danske flag under Muhammedkrisen. Nu havde han set, at danskerne var gode nok”, fortæller Jesper Ellehauge.

Efterhånden fik han også nogle lokale bekendte. De kom blandt andet fra en restaurant, hvor han ofte spiste.

”Jeg tog det med et gran salt, når de lokale fortalte om situationen i landet. På restauranten var de kristne. De fortalte deres version. Det samme gjorde landets muslimer, hvis jeg talte med dem. Jeg gav dem bare ret, så vi forblev gode venner. Som FN-soldat skal man huske at holde sig neutral”, forklarer han.

Skjult ulandsbistand

Alt i alt er Jepser Ellehauge glad for, at han tog af sted til Libanon.

”Det var en god mission. Jeg tager helt sikkert på ferie dernede og kører hele Libanon rundt, slår han fast.

”Det var en skam, missionen blev lukket. Den var god for de unge soldater, som lige var flyttet hjemmefra. Mange af dem havde det hårdt på en krigsmission som i Afghanistan, hvor de både skulle vænne sig til at klare sig selv, samtidig med de skulle slås”, vurderer han.

FN var det samme både på Cypern og Libanon. Sådan opfattede Jesper Ellehauge det.

”Det er en slags skjult ulandsbistand. FN har ansat masser af lokale libanesere, og derfor vil de gerne have FN til at blive i landet”, mener Jesper Ellehauge.

Han føler ikke, at han har gjort en stor indsats for at få fred i Mellemøsten. Hvis der udbrød krig mellem israelerne og Hizbollah, skulle vi bare gå ned i en bunker.

”Hvis de mener, at de skal slås, er de ligeglade med FN”, siger han.

 

 

Sidst opdateret 24. juni, 2020 - Kl. 11.19