Brandmand foran ild

Foto: Forsvaret

Hvis det uheldige skulle ske, at en flyver styrter ned, så står brandmændene hos Helicopter Wing altid klar. På bare 3 minutter skal de kunne nå fra brandstationen ud til det fjerneste hjørne af landingsbanen - og til det har de en topmoderne brandbil kaldet Panther Crashtender. Den vigtigste opgave som brandmand er at slukke ildebrande og rykke ud til ulykker og akut sygdom, men hverdagen indeholder også mange andre opgaver, som understøtter flyvesikkerheden - fx glatførebekæmpelse og bird control.

 

Som brandmand er man en del af Fire & Rescue hos Helicopter Wing.

 

Hvordan bliver man brandmand?

For at blive brandmand hos Helicopter Wing skal man have bestået sin værnepligt. Herefter kan man søge en indgangsstilling ved Fire & Rescue, hvor man i løbet af 3-4 måneder får en intern brand- og redningsuddannelse. En væsentlig forskel fra en almindelig brandmandsuddannelse er brandmand/fly-kurset, som fokuserer på brandslukning af fly. Man kan også søge uddannelsen efter endt værnepligt ved Beredskabsstyrelsen.

 

Har man en civil brandmandsuddannelse, kan man bruge den til at søge et job som brandmand hos Helicopter Wing. Ved ansættelse suppleres den civile uddannelse med de kurser, man mangler til tjenesten. 

Sidst opdateret 30. juli, 2026 - Kl. 13.48