Noget andet end Østerlars

[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Af Delingsfører Jonatan, 1. Deling, Let Opklaringseskadron.

Klar til skydning med TMG – vores tunge maskingevær.

Så nåede vi igennem den først uge, hvor eskadronen gik i gang med træningen udenfor lejren. Ugen har primært drejet sig om indskydning af våben, således at vi nu også kan ramme - og gerne det, vi sigter på. Vi har også gennemført en masse uddannelse både på enkeltmandsniveau, i grupper og i delinger, så vi er klar til næste uge, når hele eskadronen begynder at træne samlet. Uge 41 var også den uge, da spejderdelingerne endelig blev fuldtallige, da det sidste personel ankom fra Danmark.

Vi har i denne uge haft et par dage, hvor vi har haft mulighed for i delingsramme at køre rundt i terrænet umiddelbart omkring lejren, så vi er ved at have gjort os de første erfaringer med bevægelse og ophold i det noget uvejsomme terræn. Derudover har vi på en af vores køreture opdaget en beduinlejr ikke så langt fra Camp Bastion. Det er lidt af en oplevelse, når man er vant til at køre rundt på Bornholm, hvor det nærmeste, man kommer en beduinlejr, er middelaldercentret ved Østerlars.

 

Ørkenholdet kører ud på den nye hjemmebane.

Der går stadig en del tid med klargøring af køretøjer. De fleste har fået en ordentlig omgang på værkstedet, så de er klar til at køre i. Efterhånden som de bliver klar, er delingerne gået i gang med at male dem og tilpasse dem indeni, så de passer lige præcis til den enkelt besætnings behov. Besætningerne nusser derfor utrolig meget om deres køretøjer, da der også ligger lidt prestige i at være ophavsmand til en ny anordning, som andre besætninger kan kopiere.

Mange soldater er i denne sammenhæng virkelig kommet i kontakt med en kreativ side, de ikke vidste, de besad. Nogle i en sådan grad at mekanikerne har været nødt til at skride ind, inden køretøjet blev helt ukampdygtigt.
 
Vores værste fjende for tiden er mangel på hygiejne, så i mandags havde eskadronen en lektion i, hvordan vi bekæmper denne fjende. Vores sygeplejerske gav os et godt foredrag om, hvordan man gebærder sig hernede, så man minimerer risikoen for fodsvamp, infektioner og ikke mindst alverdens eksotiske sygdomme, som bæres af rotter, mus, myg, sandfluer, flåter og alle vores andre husdyr.

Heldigvis har vi været forskånet for de fleste af insekterne indtil videre, men rygtet vil vide, at mange af dem snart skulle begynde at dukke op, nu hvor temperaturen falder.

På trods af sygeplejerskens gode råd må vi desværre erkende, at flere brave soldater er bukket under for dårlig mave. Disse uheldige individer er blevet indlagt på det engelske felthospital, hvor der efter sigende render en hær af kvindelige sygeplejersker rundt og tilser dem. Gad vide om de alle virkelig er så syge? 

Endelig har vi brugt noget tid på at genopfriske og finpudse brugen af navigationsudstyr, GPS, som hjælper os med at stedfæste vores position ved hjælp af satellitter. GPS er noget nær uundværlig, når man kører rundt herude, hvor der intet er at se i miles omkreds.

 
På besøg hos den afghanske hær i Camp Tombstone.

For at runde ugen af og for at undgå at holde fri i weekenden var eskadronens førerpersonel lørdag ved englændernes helikoptersektion for at få en briefing om, hvilke kapaciteter vi råder over på dette felt. Udover en god briefing om muligheder og begrænsninger var der også tid til lidt billeder og ikke mindst røverhistorier.

Søndag var en del af eskadronen på besøg i vores nabolejr Camp Tombstone, der fungerer som træningslejr for den afghanske hær. Vi blev vist rundt af nogle britiske officerer, som er vejledere og instruktører for de afghanske soldater.

Soldaterne kommer fra hele Afghanistan, og de har kun mulighed for at rejse hjem til deres familier et par gange om året. De trænes først i Kabul og kommer så ud til en enhed et sted i landet, hvorfra de indsættes i operationer. Soldaterne lever under meget primitive forhold og tjener ca. 100 dollars om måneden.

På trods af at mange af dem har et reelt ønske om at gøre det, som de mener er bedst for deres land, er der mange kulturelle forskelle, der endnu gør det svært at opnå de helt store resultater. Det var et spændende besøg, hvoraf vi - om ikke andet - kunne konkludere, at det er godt, vi er her for at støtte dem.

Nærkampsskydning i det uendelige skydeterræn

Så kom uge 42, som var en uge, vi alle havde set frem til. Den første uge vi skulle ud og køre i eskadronramme, og man kan vist roligt sige, at det kom vi. Mandag formiddag kørte hele bondetoget, inklusiv chefen for det danske kontingent, ud af hovedvagten, og vi  nåede i løbet af et par timer ud til vores forudbestemte skydeområde ca. 10 kilometer fra Camp Bastion.

Her fik vi finpudset vores procedurer indenfor nærkampsskydning. Da mørket begyndte at falde på, begyndte vi godt udmattede efter en hel dag i den bagende sol at pakke sammen og vende næsen hjemad.

Turen hjem viste sig dog at blive lidt længere, end vi havde regnet med. Den første halve times tid gik fint, lige indtil vi begyndte at støde på de store udtørrede flodlejer, der både bød på blødt sand i bunden og stejle kanter op og ned.

Den nat fik vi helt gratis træning i at trække køretøjer fri og i at lave feltmæssige reparationer på nedbrudte biler. Og det var noget, der blev øvet flere gange. Det lykkes os dog at komme hjem om end et par timer eller fire senere, end vi havde regnet med.

Selvom alt ikke gik lige efter planen, lykkedes det til sidst takket være en god indsats og et godt engagement fra alle, ikke mindst vores mekanikere, som blev sat lidt på prøve. Humøret er stadig højt, og vi er klar til at køre ud igen i morgen og få det til at fungere.

Ørkenholdet gør holdt på vejen hjem – det er blevet sent.

TMG-skytten ved, han kan ramme plet, hvis det skulle blive nødvendigt - også i mørke.