Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Redigeret af kaptajn Thomas H. Sigvardt
næstkommanderende for Administrationssektionen
samt Presse- & Informationsofficer.
I den forløbne uge har den vigtigste begivenhed for kampunderafdelingerne været en stor CRC (Crowd Riot Control) øvelse, hvor soldater fra Grækenland, Estland, Frankrig, Belgien, Luxemburg og Danmark øvede samvirke ved imødegåelse af større uroligheder.
Det er hårdt arbejde for soldaterne at stå, gå og løbe i lang tid når soldaten bærer tung udrustning med skjolde og stave, men langt de fleste nationers soldater viste sig at være veltrænede og i stand til at klare presset fra de marokkanske og franske soldater, der spillede uromagere.
Øvelsen havde til formål at efterprøve den danske bataljons evne til at gennemføre den slags opgaver i samarbejde med andre enheder. Resultatet blev rigtig godt og viste, at bataljonen også er klar til den type opgaver.
Ellers er der stille og fredeligt og foråret er på vej, hvilket både opleves ved at varmen kommer, sneen smelter og affaldet langs vejene begynder at kunne lugtes.
Den danske bataljon har sidste uge været involveret i en operation, der blev gennemført over ti nætter og havde til formål at imødegå landevejsrøvere, der huserer i visse egne af Kosovo.
Der blev under denne operation blandt andet fundet en bil med våben og masker, hvilket betyder, at i hvert fald nogle af disse røvere er ude af kredsløb en periode.
Bekæmpelse af større uroligheder
Civilt/militært samarbejde.
I den seneste uge har bataljonen gennemført endnu en af de speciale opgaver, der ikke er til at forudse.
Da to danske elselskaber blev sammenlagt i den forløbne måned, betød det udskiftning af en stor mængde arbejdstøj. For ikke at lade godt og i nogle tilfælde helt nyt tøj gå til spilde, blev det fra firmaets side besluttet at donere tøjet til medarbejderne ved et elselskab i Kosovo.
Det danske elselskab kontaktede derfor bataljonen og forespurgte, om det var muligt at få hjælp til at levere tøjet ud til lokalbefolkningen, når det ankom til Kosovo.
Det var baggrunden for, at bataljonen tirsdag transporterede 17 tons arbejdstøj til udlevering bland de lokale el-medarbejdere.
Som en sideeffekt af denne indsats fik bataljonen overladt et mindre antal sæt arbejdstøj til uddeling i bataljonens ansvarsområde. Disse sæt er planlagt udleveret i den kommende uge til medarbejderne ved et lille elselskab i det danske ansvarsområde.
Tøj udlevering. Man havde ikke tid til at vente på den bestilte truck.
Ved Liaison And Monitoring Team (LMT) startede ugen lidt sløvt, idet flere personer i teamet gik rundt og følte sig lidt småsløje. Der var noget influenza i luften, som flere i lejren var ramt af i disse dage.
Der var ellers nok at tage fat på i LMT. Netop i denne uge skulle vi holde en reception på vores lokale kontor, som ligger i byen Skenderaj, 25 km syd for lejren. Skenderaj lægger både navn til by og kommune.
Receptionen havde til formål at samle alle vores samarbejdspartnere på en gang, så vi kunne få sagt "officielt" goddag og præsenteret det nye LMT hold samt nøglepersonel fra den danske bataljon.
Velkomsttale ved receptionen
Sidst på ugen var vi så ude for at tage pulsen på det lokale erhvervsliv, idet vi var på virksomhedsbesøg på det lokale teglværk i Skenderaj. Det er en fabrik med cirka 150 ansatte, der producerede omkring 12 mio. mursten om året.
Her var vi meget interesserede i, hvordan man på denne fabrik så på fremtiden. På fabrikken ser de lyst på fremtiden, idet der bliver bygget på livet løs i Kosovo.
En af de syv ejere havde dog et ønske om, at der kunne komme liv i flere fabrikker i området, så flere mennesker kunne komme i arbejde. Man ventede sig meget af de igangværende forhandlinger om Kosovos endelige status, da afgørelsen for fabrikken kan betyde nye lånemuligheder og dermed en udbygning af produktionen.
Også tid til afslapning.
Søndag startede for nogens vedkommende med en løbetur til signalhøjen CN10, en lille løbetur på 10 km op ad bakke og ned igen. Andre havde behov for lidt mere søvn og startede morgenen med rengøring af vores fabber, (beboelsescontainere).
Så var det tid til lækker brunch, som alle glæder sig til hver søndag. Brunchen varer fra kl. ni til 13, og i det tidsrum har vi besøg af mange forskellige nationaliteter, så der sker meget i lejren.
Ellers går søndagen med at holde fri, og i dag er vi et par stykker, der vil ud og nyde solen ved en nærliggende sø med et par fiskestænger i vandet og en kold cola i hånden.