[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Af E. A. Nielsen
major, chef Nationalt Støtteelement

Den sidste uge i missionen har været travl. Efter en vellykket re-deployering af materiel fra Thessaloniki, Grækenland, var der ikke tid til at hvile på laurbærrene. Nyt personel til hold 15 skulle modtages i lufthavnen, og første fly af hold 14 blev afsendt 15. august kl. 18.

Afsendelse af første rotationsfly.

Den 17. august var en stor dag på mange måder. Nogen skulle hjem, og der var overdra-gelse mellem hold 14 og 15, men i NSE (Nationalt Støtteelement) var der én, der skulle fejres. Karina, vores kasserer, fyldte år. Nu røber man ikke en kvindes alder, men skal vi ikke bare sige: Hun holder sig godt! Stort morgenbord med hvid "krøllet" dug og kagekone til fødselaren.

Karina bag den store kage.

17. august var som sagt en stor dag, hvor DANCON/KFOR overdrog kommandoen mel-lem hold 14 og 15. Stort anlagt parade på Chr. IV plads i Camp Olaf Rye, hvor gæster ude fra og chef for den franske brigade var inviteret. Kl. 12.15 overdrog jeg kommandoen til ny chef for NSE, major Søren B. H. Rasmussen fra Det Danske Internationale Logistikcenter.

Overdragelse mellem major Eddie A. Nielsen og major Søren B.H. Rasmussen.

Umiddelbart efter paraden var der reception i cafeteriet, og kl. 14 afgik busserne mod luft-havnen for at modtage/sende anden rotation af sted fra Pristina Lufthavn. NSE roterede ud med vores post- og forsyningsbefalingsmand Ulf. Han ville absolut hjem før os andre - det "lange hyl".

Ulf ser glad ud, men mon ikke der er en lille tåre i øjenkrogen.

I forbindelse med terminaltjenesten i lufthavnen mistede jeg et kort øjeblik overblikket og lod min næstkommanderende slentre ind i flyet. Her blev han overfaldet af to stewardes-ser. Han blev straks kommanderet ned på jorden igen.

Rasmus - næstkommanderende - på afveje.
 
Efter en veloverstået anden rotation, hvor NSE hold 15 fik deres ilddåb i lufthavnen og vi gamle kunne lægge nakken tilbage og nyde at seks måneder snart er forbi, gik turen til Camp Olaf Rye for at afslutte de sidste administrative gøremål. Arbejdet er ikke forbi før papirarbejdet er udført.

Den 18. august blev det tid til afslapning. Ingvar og Lars havde tilrettelagt en "forrygende" tur ud i det smukke landskab. Turen blev kombineret med en frokost i det grønne skyllet ned med sodavand og vand. Der blev dog senere tid til en lille en i vores bar; "IBAR".

NSE hold 14 slapper af i det grønne.

19. august kl. seks blev de indledningsvise "knæbøjninger" gjort til hjemtransporten. Vej-ning af udrustning og af sted det gik til lufthavnen. Nu var det endelig NSE tur til at bestige de højere luftlag og vende snuden hjem mod Dannevang.

Nu var det NSE tur til at blive kontrolleret ved indvejning af udrustning.

Seks måneder er gået
Tiden er gået hurtigt for os hernede i missionen, en fredelig, men nødvendig mission for at skabe ordnede forhold for befolkningen i Kosovo.

For vores pårørende hjemme i Danmark er vi vidende om, at tiden er gået knapt så hurtigt. Savnet af far, mor, kone, mand eller kæreste har været stort, men nu er vi alle hjemme ef-ter en vellykket periode. Jeg ved, at alle i NSE har savnet deres pårørende; kone, kæreste og ikke mindst børn.

Det ser man (jeg) i dagligdagen, når humøret svinger og lunten må-ske er lidt kort til tider, men NSE har i mine øjne været et professionelt team, eller skulle jeg måske kalde det familie, idet en enhed af NSE størrelse bliver en lille familie, hvor vi skal kunne tage det gode og søde med det sure. Det har "familien" klaret godt.

Hold 14 var et arbejdshold, der med skiftende personel på økonomi- og regnskabssiden har opnået gode resultater. Der er gjort op med gamle procedurer og rustne forretnings-gange og ikke mindst kommet styr på administrationen hele vejen rundt. Der er stadig plads til forbedringer og justering af forretningsgange, men der skal jo også være noget til hold 15 at rive i.

Overdragelse mellem hold 14 og 15 har været kort - for kort, men vi har gjort vores ypper-ste for at hjælpe hold 15 godt på vej, således at de får sat skibet ordentligt i søen fra dag ét. Inden vi definitivt sagde farvel, blev der overrakt en lille gave fra hold 14. Farvet kob-berstik. Pænt ikke?

Chef hold 15 modtager en lille gave til minde om hold 14.

Til hold 15 vil jeg sige: "God vind" og pas godt på vore regnskabspiger, der nu kalder sig hold 15. Sæt sejlet rigtigt og husk: "Når logistikken kører perfekt og uden problemer, så får I ingen ros, men når det kører skidt, skal I nok få det at vide".

Tak til NSE hold 14 og tak til jeres nærmeste fordi jeg måtte "låne" jer i seks måneder. Det har været en glæde og meget stor fornøjelse at være chef for Jer. Håber, I må få en god tjeneste, der hvor I kommer hen. På gensyn.

Eddie A. Nielsen
Major
Chef for Nationalt Støtteelement