Fra sneboldkamp til Irak

Af Peter Abildgaard, major, presseofficer

Danske soldater er typisk udsendt op til et halvt år af gangen. Ikke meget er som derhjemme, når man befinder sig i missionsområdet. En ting kan man dog nikke genkendende til: Præsten, eller feltpræsten som det hedder i soldatersproget.

Peter Sporleder, der til daglig er præst i Århus, er feltpræst på hold 9, som i øjeblikket er udsendt til den sydlige del af Irak. Peter har siden sin egen konfirmation ikke været i tvivl om, at præstegerningen skulle være hans vej gennem livet. Direkte adspurgt, hvad Peter specielt kan huske fra konfirmationstiden, dukker straks mindet om en sneboldkamp mellem præsten og konfirmanderne op. Denne episode viste Peter, at det hele i livet ikke nødvendigvis behøvede at blive betragtet fra den alvorlige side i præstegerningen.

Peter, som i dag er 35 år, så et opslag i sit eget fagblad, hvor man søgte præster til internationale missioner. Denne anderledes og måske meget intense del af præstekaldet fangede omgående Peters interesse. Han søgte om udsendelse som feltpræst og blev i første omgang udsendt som afløser i Afghanistan for en periode på tre uger.

Feltpræst Peter Sporleder.

Dette gav så at sige Peter blod på tanden, og Peter er nu udsendt til Irak i seks måneder.
Peter ser det tætte sammenhold og nødvendigheden af hinanden som nogen af de meget positive ting ved at være udsendt. Også følelsen af, at gøre en forskel overfor soldaterne i bataljonen er meget positiv. Peter føler i høj grad, at der er brug ham i missionen. Det er måske ikke altid kun det kristne budskab det handler om, når soldaterne gerne vil snakke med Peter. Men i høj grad også soldaternes behov for at snakke med et andet menneske om blandt andet savnet og længslen efter dem herhjemme.

Peter er selv gift (Peters kone er også præst og vikarierer for Peter hjemme i Århus, hvor sognet omfatter ca. 7500 sognebørn) og har to børn: En pige på otte år og en dreng på fem år, så Peter kender selv betydningen af den store afstand hjem til Danmark. I øvrigt den eneste mindre rare ting ved at være udsendt, som Peter kan komme i tanke om.

Menigheden på plads i Camp Einherjer.

Hver lørdag kl. 17 ringes med kirkeklokken i Camp Einherjer og der kaldes til gudstjeneste ved feltpræsten. Gudstjenesten er særdeles godt besøgt, og enhver dansk folkekirke ville være stolt over et tilsvarende fremmøde - målt i forhold til "kundegrundlaget". Peter beskriver beskedent succesen under henvisning til, at det er en meget dansk og hyggelig begivenhed. Vi andre er ikke uenige heri, men det er sandelig også Peters egen fortjeneste, at mange møder op. Peter Feltpræst fremstår nemlig som en anderledes, uhøjtidelig præsteskikkelse, Langt fra den alfaderlige figur, som mange forbinder med præstegerningen.

Efter gudstjenesten serveres traditionen tro en kirkesodavand.

Peter skal hjem på leave i Danmark i starten af maj. Direkte adspurgt siger Peter, at noget af det første, som skal ske til den tid, er en køretur i Alfa Romeoen, som er hans store hobby. Nå ja: Og så også en tur i badeland med hele familien på et forlænget weekendophold.