[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Kære pårørende.

Efter min veloverståede leave følger igen nyt fra spejdereskadronen under sydens sol.
 
Endelig er vi kommet i gang med det, som alle har set frem til. Hjemtagningen. Lejren ændrer sig hver eneste dag. Overalt ligger der materiel i store mængder. Det summer af aktivitet og det hele ser en smule kaotisk ud.

Eskadronen er heldigvis ikke den hårdest ramte enhed. Det meste af vores materiel er pakket, og kun det som anvendes operativt er tilbage.

 
Lejrens ordnede kaos viser opgavens omfang.

Som I alle sikkert har oplevet, har den danske presse i den sidste tid skrevet meget om missionen i Irak og derved også eskadronen. En del af de skrevne artikler har i maleriske former beskrevet de vilkår, vi virker under her. Generelt er vi glade for denne fokus. Det er godt at vide, at vi ikke er glemt, og at der er en åbenhed om og interesse for, det som foregår. Dog har enkelte af artiklerne beskrevet enkeltpersoner og episoder uheldigt, hvorved sammenhænge kan misforstås. Disse misforståelser tager bataljonens presseofficer Major (og husar) Lasse Nelson sig af at få rettet, så historierne ikke kommer soldaterne til skade på sigt.

Særligt har sagen om tolkenes mulighed for at søge asyl i Danmark fået stor opmærksomhed i pressen. I forbindelse hermed foregår et meget stort sagsbehandlingsarbejde i Einherjer.

Eskadronen har ingen andel i denne sag. Sagen er en del af den politiske virkelighed hjemme og angår som sådan ikke os. Vi kender en del af tolkene og under dem bestemt en ny chance.

Vores opgave i denne sidste tid består primært af at eskortere de mange lastvogne med materiel fra lejren i Irak til et stort lagerområde på havnen ved Kuwait City. Transporterne betyder, at eskadronen fører en slags beduintilværelse. Vi bor nu delvist i Camp Einherjer delvist i Kuwait på en stor amerikansk base ved navn Camp Virginia.

Forholdende i den amerikanske lejr er lidt anderledes end her. Vi bor i et stort 70 mands telt. Dette er hyggeligt, men stiller selvsagt krav til forståelse og tolerance soldaterne imellem. Men hvad indkvarteringen lader tilbage at ønske, indfrier de øvrige faciliteter til gengæld fuldt ud.
Amerikanere er meget dygtige til at kræse om deres drenge og piger, når de sender dem ud. Af faciliteter kan nævnes: USO, et stort soldaterhjem hvor alt underholdning er at finde. En biograf, Mac Donalds, Orientalsk restaurant, Pizza Inn, Subway Sandwich Bar, Green Bean kaffebar, frilufts-scene og meget meget mere.
 

Trods hjemtagning er eskadronen stadig operativ.

Alt i alt et mildt sagt acceptabelt udbud til en flok husarer der har boet i deres i køretøjer og i telte i fem måneder. Desværre er vi der kun godt en tredjedel af tiden. Men til gengæld nyder vi opholdet i fulde drag, når vi er der.

De mange transporter er lange og trivielle, når man sammenligner med det, vi tidligere har oplevet. Intensiteten er lavere. Det betyder ikke, at der skal sløses på opgaveløsningen. I virkeligheden er det nok den mest målbare og konkrete opgave, vi kan komme til at løse. For hver tur vi kører er missionen en tur mindre og tættere på det mål, politikerne hjemme i Danmark fastlagde kort efter vores ankomst hernede.

Håndteringen af de mange lastvogne er en historie i sig selv. Folkene, der kører dem, bor og lever i bilerne. De har en fantastisk evne til at nå ud af førerhuset, ind i skyggen under bilen og starte med at lave mad allerede inden køretøjet er stoppet. Med en til to af disse sprælske typer i hver af de 35 biler, er det lidt af en udfordring.

Sproget er endnu en udfordring da ingen taler sprog som vi forstår, så der bliver brugt en del tegnsprog og fagter i løbet af sådan en tur.
Eskorterne udføres af hele eskadronen med støtte af sanitets- og bjærgningsvogne. Desuden deltager også den sikrings- og eskortesektion, som udgjorde den fjerde spejderdeling i eskadronen under vores uddannelse i Slagelse.
Dette er en god måde at runde forløbet af på. Alle er samlet igen og løser opgaverne sammen.
 

De fire gamle husardelinger arbejder samlet igen.

Imellem eskorteopgaverne vedligeholdes der køretøjer, våben og husarer (hvil). Af andre opgaver kan nævnes eskorteringer til træning af de irakiske sikkerhedsstyrker og eskorteringer i forbindelse med opbygning af den irakiske hærs træningslejre i området.

Den ny engelske brigade, 1st Mechanized Brigade har nu overtaget ansvarsområdet fra den ”gamle” 19th Light Brigade. Indenfor kort tid skal der gennemføres fælles overdragelsespatruljer til de engelske enheder fra Kings Royal Hussars og Royal Horse Artillery, som skal tage over fra os.

De første briefinger er gennemført og disse følges nu op af patruljer i området. Det ligger os meget på sinde at sikre, at vores engelske kammerater kan overtage opgaven på det bedst mulige grundlag.

Temperaturerne stiger stadig og ligger nu imellem 30 grader om natten og 52 grader om dagen. De forventes stadig at stige frem til starten af august. Belastningen på personer og materiel er nu så stor, at vi forsøger at holde siesta midt på dagen. Når vi har tid.

Vores mekanikere er fast etableret i Camp Virginia, hvorfra de støtter os under eskorterne. Eskadronens forsynere og kontorfolk arbejder en tid endnu hårdt på at få afsluttet vores aktiviteter i Camp Einherjer, så vi kan flytte til Kuwait.

Beskydningerne af lejren er mindsket en smule efter to rekordmåneder i maj og juni. De mange forskellige tiltag imod beskydningen er begyndt at virke. Samtidigt har de interne stridigheder imellem irakiske befolkningsgrupper, fjernet noget af opmærksomheden fra os.

Beskydningerne er nu blevet hverdag og generer ikke længere i den grad, det gjorde tidligere. Man kan vende sig til alt, og vi må konstatere at soldaterne nu har tilpasset sig situationen.
 

Eskadronen til medaljeparade i Camp Einherjer.

I perioden er vi alle blevet tildelt en medalje; ”Forsvarets Medalje for fortjenstfuld indsats”. Alle kan med rette ranke ryggen og sige til sig selv, at den er fortjent. Vi har bestemt fået lov til at arbejde for den, og den har været dyr i blod, sved og tårer. Men den viser, at arbejdet værdsættes.

Statistikken siger at vi nu er nået over ¾ af turen.
Men vi er ikke færdige endnu. Der er stadig mange ting, vi skal nå, før vi kan vende hjem som Irak missionens sidste operative hærenhed.

Alle er vi ved godt mod, men vi savner alle vores smukke, grønne og fredelige Danmark.
Med de allerbedste husarhilsner fra eskadronen under den brændende sol til alle jer derhjemme.

Wilhelm Elsang
Major
Eskadronchef