[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Et klart flertal af de unge konstabler og sergenter i Irak har valgt at forlænge deres kontrakter.

66 pct. af hold 9 i Irak ønsker at blive i Forsvaret, og det er 10 pct. flere end det foregående hold. I alt har 116 konstabler og 20 sergenter fra hold 9 tegnet ny kontrakt.

Soldaterne opererer i et skarpt miljø, hvor oprørere og terrorister især med raketangreb har forsøgt at forhindre genopbygningen af landet. Men soldaterne lader sig tilsyneladende ikke skræmme.

Forsvarets Personeltjeneste besøger rutinemæssigt missionerne i udlandet for at orientere om de fortsatte karrieremuligheder. Besøgene bliver koordineret med regimentschefernes besøg til deres udsendte personel. Dermed er der sammenhæng mellem information og hvervning.

Chefen for personforvaltningssektionen for konstabler, oberstløjtnant Finn Bech Andersen forklarer:

”Det giver altid en bedre kontakt med folkene, når man kan mødes fysisk og diskutere vilkårene.”

Forsvarets Personeltjeneste vurderer, at flere faktorer virker fastholdende på soldaterne, bl.a.:

• Stærkt kammeratskab
• Meningsfulde opgaver som at sikre fred og genopbygning
• Mulighed for at spare løn og skattefri tillæg op
• Oplevelser: personlig udvikling og spænding
• Identiteten som et handlekraftigt og engageret medmenneske