[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Sygetransporter, evakuering af strandede bilister, hjælp til sneplove og Falck samt kørsel for politi og sygehusvæsen. Opgaverne for sneberedskabet er mange i det snekaos, som siden onsdag eftermiddag har præget landet. Samlet har 29 bæltekøretøjer (PMVer), 27 firehjulstrukne lastbiler, 1 bjærgningskampvogn, 9 Mercedes Geländevagen og 9 firehjulstrukne buslet været indsat.


Nordjylland
Siden onsdag eftermiddag har der været travlhed hos Totalforsvarsregion Nordjylland, fortæller den koordinerende stabschef oberstløjtnant Per Nikolajsen.
Fem PMVere fra trænregimentet i Aalborg har sammen med tre store tre-akslede lastbiler hjulpet Falck. 12 MAN-8 lastbiler fra hjemmeværnet har evakueret strandede bilister fra de nordjyske veje, mens 10 4-hjulstrukne minibusser med snekæder har kørt for hjemmeplejen.
Der er indsat yderligere seks GD-Gelændewagen til hjælp for politiet, mens politihjemmeværnet i Thy hjælper politiet med trafikregulering.  Det indsatte mandskab og køretøjerne fortsætter i dag med assistancen, og hjælpen udvides med indsættelse af bjærgningskøretøjer fra trænregimentet.

Nordsjælland og Bornholm
Politiet på Bornholm fik i nat stillet en PMV til rådighed, mens indsatsen i det nordsjællandske er langt mere massiv. Det fortæller koordinerende operationsofficer i Totalforsvarsregion København, kaptajn Morten Rask.
Tre PMVere fra livgarden assisterer i Frederikssund, Helsinge og Hillerød, men hærhjemmeværnet er ude i den dybe sne med fem MAN-8 lastbiler. Hjemmeværnsgården i Frederikssund er åbnet til nødindkvartering for strandede bilister, mens to MAN-8 og en PMV kører for politiet i Roskilde-området.

Indsatsen er fortsat med uformindsket styrke torsdag, og fortsætter så længe der er behov.