[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Hærens Operative Kommando og Gardehusarregimentet må med stor sorg meddele, at to danske soldater blev dræbt i dag.

- Det er med stor beklagelse, at jeg her over middag har modtaget meddelelsen om at to danske soldater fra spejdereskadronen i den danske bataljon i det sydlige Afghanistan er faldet i kamp med Taleban, siger chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou.
Jeg tænker først og fremmest på de pårørende, der går en meget svær tid i møde. Vi vil gøre hvad vi kan for at støtte og hjælpe dem.
Jeg tænker selvfølgelig også på de faldnes kammerater og kolleger, der på trods af tabet og afsavnet fortsætter med at løse den vigtige opgave med at holde Taleban på afstand af de vigtige byområder i den centrale del af Helmand-provinsen.

Soldaterne var indsat i Upper Gereshk Valley i det sydlige Afghanistan med spejdereskadronen, der kommer fra Gardehusarregimentet i Slagelse, da de blev ramt af håndvåbenild.

De danske soldater blev straks evakueret med helikopter til Camp Bastion.
Efter ankomst til felthospitalet blev de af lægerne erklæret døde.

HOK kan kun oplyse navnene på de dræbte, hvis de pårørende ønsker det.

Der er på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger.
Når yderligere oplysninger foreligger, vil de blive lagt på www.hok.dk

Den danske kampgruppe opererer i Upper Gereshk Valley for at sikre og støtte den igangværende genopbygning af området. Det er den danske styrkes mål at forhindre, at Taleban sætter sig fast i området.

Pårørende kan få oplysning på følgende nummer: 9962 4966.