[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]



Soldaterne i gang med at hjælpe ved uheldet.

På vej til en daglig patrulje i byen Gereshk mødte Piranha-delingen en modkørende bus på highway 1 – den store hovedpulsåre i Afghanistan. Det stod klart, at noget var ved at gå helt galt, for chaufføren var tilsyneladende ved at miste kontrollen over den store bus, da et forhjul var kommet ud over kanten mellem asfalt og grøft. Bussen tippede over og landede nærmest på hovedet.

Straks efter væltede passagererne ud af bussen og kiggede passivt på det vrag, der få sekunder tidligere var deres daglige transportmiddel.

2. deling var som nævnt på pletten og ilede til hjælp. Trods det voldsomme uheld var der lykkeligvis ingen alvorligt tilskadekomne, og sanitetshjælperne, der var med patruljen hjalp, hvor det var nødvendigt. Hovedsagligt var det småknubs, og de eneste mere alvorligt tilskadekomne var en mand og en kvinde. Manden havde en skadet fod, der hurtigt blev forbundet, og han kunne efterfølgende klare sig selv.

For kvindens vedkommende krævede det lidt mere behandling. I respekt for kulturen blev hun behandlet separat i Piranha-ambulancen af den kvindelige sanitetshjælper. Kvinden havde formentlig trykket eller brækket et ribben, og en lokal kørte hende til hospitalet.

Efter at have taget sig af de, der havde behov for hjælp, fortsatte patruljen på sin vej i Deh Adam Khan – en bydel i Gereshk, som de danske styrker ikke har været meget i endnu, men hvor indsatsen er en vigtig del af planerne om et stabilt Gereshk.