Hovsa – det var sgu en mine

Med solen bagende ned fra en skyfri himmel kørte den lille kolonne gennem ørkenen. Forrest en kampvogn. Dernæst en pansret kampvogn og så yderligere to kampvogne. Den pansrede mandskabsvogn (PMV) så lille ud i forhold dens tre storebrødre.
 
Sådan ser det altid ud, når den danske kampvognsdeling i Helmand-provinsen flytter sig fra sted til sted. De store kampvogne, der ellers er frygtindgydende nok, har altid nogle geværskytter med til nærforsvar. Derfor er der altid en pansret mandskabsvogn med.
 
Det er 41-årige overkonstabel Michael, der er vognkommandør på den pansrede mandskabsvogn.. Han står oppe i tårnet og har overblikket. Foran sidder køreren, og bagved har gruppeføreren og signalmanden overkroppen ovenud, hvor de står med hvert sit maskingevær.
 
Hver har sin plads. Masser af gange har de stået her og indøvet, hvordan man gør, hvis der sker dét eller dét. I dag er det dog lidt anderledes. Besætningen har møbleret lidt om på det ekstraudstyr, der sidder uden på køretøjet. Nu vil de for eksempel prøve at have de ekstra brændstofdunke på ”den anden side”.
 
Den forreste kampvogn trækker sit brede spor gennem sandet. Et nyt spor. Man kører så vidt muligt ikke i det samme spor to gange. Så er fjenden nødt til at lægge miner og hjemmelavede bomber (IED’er) mere eller mindre tilfældigt i håbet om, at det er netop dér, et bæltekøretøj eller en lastbil kommer forbi.
 
 
For en periode er krigen slut for Michael. Han er på vej hjem til Danmark for at blive behandlet for sin knæskade. Men han har regnet ud, at han skulle kunne nå at blive kampklar igen, inden ISAF hold 6 skal sendes hjem til februar. Foto: Hans Jørgen Hansen.

I en kolonne sørger man til gengæld for at køre i hinandens spor, så er den forrest kommet ”levende” igennem, gør de andre det sandsynligvis også!
 
Der er bare et problem for den pansrede mandskabsvogn, der følger med kampvognene. Den er ikke så bred. Venstre bælte følger ganske vist sporet fra den forreste kampvogn. Men højre bælte må lave sit eget jomfruelige spor gennem det lumske ørkensand.
 
Kolonnen bevæger sig ud mellem bakker af sand og grus. Op og ned går det. Michael i tårnet står og kikker ud over terrænet, mens de langsomt bevæger fremad.
 
Pludselig giver det en kæmpe rystelse i den pansrede kampvogn.

- Jeg når lige at tænke: ”Sådan en idiot til kører. Nu er han kørt ned i et kæmpe hul, så vi bliver kastet hulter til bulter.”

- Men så er det, at jeg opdager, at der står flammer op omkring benene på mig, siger Michael.

Da bliver Michael klar over, at det er alvorligt. Han griber fat i kanten af tårnet med maskingeværet og svinger sig op på toppen af køretøjet. Han råber ”brand”, men ingen hører ham, stikket til radioen i hans hjelm er rykket ud.
- Så mærker jeg, at det gør rasende ondt i højre knæ. Og jeg kommer ikke videre, fortæller Michael, der kom til at ligge på samme sted i den følgende halvanden time.

I lugen bagved er gruppefører Bent ved at samle et overblik. Føreren melder tilbage, at han har slået hånden, men ellers er han ok. Umiddelbart er den britiske signalmand ikke på sin plads. Han ligger oven på vognen. Det viser sig, at eksplosionen har kastet ham ud af PMV´en, og kun fordi han klamrede sig til sit maskingevær, blev han ikke blæst helt ud i sandet. Nu stak han hovedet ned i vognen, og man kunne se, at hans øjenbryn var blevet svedet.

Michael er tydeligvis den, der er kommet mest til skade, og det er nødvendigt at få et redningskøretøj ud til ham.

Det er bare ikke nogen enkel sag at sende en ambulance-Piranha op langs siden af de andre køretøjer i et terræn, hvor der beviseligt er miner eller andre former for sprænglegemer. Hele sporet foran køretøjet skal afsøges af ingeniører med minesøgere. Derfor tager det lang tid, før Michael kan hjælpes ned fra køretøjets varme tag.

- Det er såmænd ikke så slemt. Jeg får masser af vand, og jeg kan slappe af. Og her kan jeg jo ligge og tænke på, at det egentlig var meget heldigt, at det var os, der tog det her. Et par timer senere skulle der komme en lastvognskolonne ad den samme rute. Lastbiler har heller ikke samme sporvidde som kampvognene. Og hvis det er en lastbil, der rammer en mine af den kaliber, vi gik på, så ville man ikke kunne vide, hvad skaderne kunne være, siger Michael, der tager sin egen skade med knusende ro.

- Jeg ved jo godt, det kan være farligt i det her job. Men jeg har jo selv bedt om det. Og jeg kan li det arbejde, siger Michael.

Det er faktisk ikke hans normale arbejde at være soldat. Hjemme i Danmark er han specialarbejder på Grundfos i Bjerringbro. Men han har også rådighedskontrakt med forsvaret. Det betyder, at han er på kursus to uger om året, ligesom han står til rådighed, når der er brug for ham i missioner. Derfor sagde han tidligere på året sit job på Grundfos op, så han kunne komme med ISAF6-holdet til Helmand-provinsen i Afghanistan fra august til februar.

Men nu er Michael på vej hjem. Lægerne på felthospitalet i Camp Bastion har vurderet, at der er skader på både ledbånd og menisken. Han humper derfor rundt i den store militærlejr langt ude i ørkenen og venter på flyvelejlighed.

- Lægen har sagt, at jeg nok skal opereres i knæet. Så skal jeg gå med gips i seks uger, og bagefter skal jeg til genoptræning. Men jeg skulle også blive klar, så jeg kan nå at komme herned igen, inden vi skal hjem. Den her mission er ikke slut for mit vedkommende. Jeg vil rejse hjem sammen med drengene. Vi er sat til at løse den her opgave sammen, og så vil jeg også være med, siger Michael, inden han humper ud mod flyveren til Europa.