Træningen fortsætter i Helmand

[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Af Jasper Vilgaard, presseofficer

Solen er ved at stå op, og soldaterne gør sig klar. Det er frostklart – det vidner ånden fra soldaternes munde om, når de taler indbyrdes. Lyden af magasiner, der lades, klirrer, og snart er alle klar til at sidde op. Dagen står på træning endnu engang.

På vej til dagens øvelser.

På øvelsespladsen uden for Camp Bastion står de kæmpemæssige sandmure – Hesco’er – store bastante mure, der beskytter mod fjendens ild. Sandmurenes tilstand viser, at dette er et øvelsesområde. Der er skudhuller overalt, og der er klare tegn på, at murene har taget imod en del – trods ethvert skud og enhver sprængning, tårner de sig stadig op og signalerer hertil og ikke længere.

Der øves i den støvede ørken.

- Vi er her ikke for at opfinde den dybe tallerken igen, men for at I kan bygge videre på det, I allerede har trænet og lært, siger Mads, hold fires delingsfører, under sin velkomst. Straks efter er holdene klar, og den skarpe træning går i gang. Al træning er med direkte henblik på opgaven i Green Zone. Kuglerne pifter ned ad banen, soldaterne løber, så støvet står op, kommandoer råbes, sprængninger foretages, og solen bager fra en klar himmel.
Her er hektisk, men på intet tidspunkt uden kontrol.

Der er flere øvelsesbaner, som soldaterne skal gennemføre for at få smurt de sidste led, før de endelig kan køre ud i Helmand-provinsen og løse den opgave, de er her for. Her øves ild og bevægelse, bevægelser i huse og i hele compounds – de høje lerklinede mure, som afgrænser beboelserne overalt i Afghanistan. Her er der dog ingen lerklinede mure, men igen indtager sandmurene rollen på overbevisende vis.

Teorien bliver lagt på hylden et øjeblik, mens de erfarne instruktører fra hold fire giver det aktuelle billede af området og viser præcist, hvordan de har arbejdet sammen, og hvordan man arbejder mest effektivt. Kendetegnende for de fleste af instruktørerne er store buskede skæg og et let støvet look. Man skal dog ikke tage fejl af det støvede. Der er intet støv i undervisningen, og soldaterne på hold fem suger alle detaljerne til sig.

Delingsføreren leder kampen, mens dagen går på hæld.

Solen er så småt ved at gå ned, mens Mads giver en opsamling på dagen. Soldaternes ansigter er røde, og det er tydeligt at se, hvor brillerne har siddet. Som de sidder der – med den klassiske panda teint – minder de mest af alt om nogle, der har været på skiferie. Men der har ikke været tale om nogen form for ferie, men i stedet hårdt arbejde hele dagen i den stærke afghanske sol.

Stemningen er god. Den sidste løste opgave gik godt, og overalt kan man se tilfredse smil ved tanken om, hvilke erfaringer, der er blevet lagt i værktøjskassen. Der skal stadig øves, men hold fires delingsfører, Mads, roser soldaterne:

- Med dette niveau har I intet at frygte de første måneder, siger han.

Kolonnen vender tilbage mod lejren, mens den smalle bådformede måne lyser sandørkenen op. Gennem motorstøjen høres fra den ene Piranha glad fødselsdagssang. Nok er man i Afghanistan, men festdage skal ikke glemmes.