[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Den 31. januar 2009 afslutter jeg mit arbejdsliv som officer i forsvaret. Det startede som nyudnævnt officer ved Gardehusarregimentet, og jeg afslutter mit arbejdsliv som regimentschef. Det er jeg stolt af.

Jeg glæder mig samtidigt over, at GHR har bæredygtige traditioner, som har overlevet de strukturelle omskiftelser. Det har været herligt at være sammen med befalingsmændene og de yngre officerer ved regimentet i forskellige sammenhænge – såvel selskabelige, som arbejdsmæssige.

Jeg har været meget glad for at deltage i løsningen af regimentets ceremonielle opgaver i Hesteskadronen. Opgaverne løses med den tradition og præcision, som altid har kendetegnet regimentet. Det har været fantastisk at følge de unge hold af HBU´er, som har udviklet sig fra rekrutter til at være professionelle soldater i de missionsområder, Hæren er indsat i.

På samme måde har jeg set de ”gamle” professionelle enheder slå sine egne rekorder igen og igen. Hver gang de har været indsat i hårde opgaver i internationale operationer, er de dukket frem igen – med endnu stærkere gåpåmod.

Husk nu at Gardehusarånden ikke kommer af sig selv. Den er kun det, vi selv lægger i den. Derfor skal vi alle værne om regimentets traditioner og vise, at vi er stolte af vores særpræg som husarer. Vi skal kæmpe for at fastholde dette, hvis vi ønsker at fremstå for omverdenen som et særligt regiment.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, som præsident for Danske Gardehusarforeninger for at støtte jer med det traditionsbærende arbejde fremover!

Også en hilsen til alle medarbejdere i støttefunktionerne på Antvorskov Kaserne. Der er ikke tvivl om den gode vilje til at få hverdagen til at fungere for enhederne. Uanset hvordan vi alle er organiseret i forsvarets struktur, så er det vigtigt, at opleve følelsen af, at det gør en forskel at udføre sit daglige arbejde.

Endnu bedre bliver det, når man ser andre blive glade for indsatsen. Tak til jer alle med et held og lykke fremover!

Oberst Ib Hedegaard Sørensen