[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Det var formentlig en IED, der var skyld i, at en dansk soldat fra Charlie-kompagniets 3. deling blev såret under en patrulje onsdag den 29. juli i nærheden af Forward Operating Base Armadillo. Soldatens nærmeste pårørende er blevet underrettet.

Delingen havde været på fodpatrulje for netop at bortsprænge fundne IED’er og var på vej tilbage mod High Ground, højdedraget på kanten af den grønne zone, da ulykken indtraf.

Straks efter eksplosionen ydede soldatens kammerater og kolleger førstehjælp på stedet, og læge og ambulance fra lejren Armadillo var hurtigt ude hos den sårede. De stabiliserede ham, inden helikopteren kom for at evakuere ham til felthospitalet i Camp Bastion, hvor han blev behandlet yderligere. Hans tilstand betegnes nu som stabil, og han er uden for livsfare.