”Det er jo vores hjem”

Jeg møder sergenten Stefan i MOB Price, da delingen fra Charlie-kompagniet er på vej tilbage fra leave. De sidder og fordriver tiden med kaffe, cigaretter og historier foran den britiske købmand i lejren, inden de skal videre til patruljebasen Barakzai.

- Er du nervøs? spørger jeg. Det er ingen hemmelighed, at vejen dertil er træg. Og farlig. Det er heller ingen hemmelighed, at der er fundet mange IED’er (improviserede sprængladninger, red.) i jorden omkring patruljebasen. Området har kostet svære danske ofre i form af både dræbte og sårede soldater.

Patruljebasen Barakzai ligger tæt på nogle beboede compounds. Foto: Jeanette Serritzlev.

- Men det er jo vores hjem, siger han, og der er ingen tvivl om, at han mener det. Han fortæller med begejstring om det køkken, de har fået lavet, og den store friluftsovn, som de kan bage kager i.

- Du kan jo selv komme derud at besøge os, lokker han. Men det er ikke bare sådan noget, man gør.

Forsyninger til lejren
Det gør man så alligevel nogle gange. - Vi kører om en halv time, siger delingsføreren Rasmus fra RECCE-delingen en morgen. Hvis jeg vil med, er det nu.

RECCE-delingen er på vej til Barakzai med forsyninger. Jeg henter mine ting og hopper på den pansrede mandskabsvogn. Af sted det går.

Delingsføreren Rasmus fra RECCE-delingen taler med de andre køretøjer over radioen. Foto: Jeanette Serritzlev.

Hurtigt går det ikke, for som nævnt er området ikke lige til at passere. Selv om afstanden ikke er mere end omkring 15 kilometer, tager turen adskillige timer.

I Barakzai er der ingen købmand eller en forsyner, der kan trylle, som vi forvænte kender det fra MOB Price. Der kommer heller ikke bare sådan folk forbi, som lige kan tage noget med.

Forsyningerne bliver læsset af. Foto: Jeanette Serritzlev.

1. deling fra Charlie-kompagniet er dermed ganske afhængig af de forsyninger, som de får med længere mellemrum. Konvojen bliver derfor mødt med stor glæde, da vi endelig når frem.

Jeg forstyrrer Stefan, der er på vagt i TOC’en (taktisk operationscenter, red.), men som alligevel gerne vil give mig en rundvisning i lejren. En anden tager over for ham.

I hjertet af basen er der mulighed for en omgang volley. Foto: Jeanette Serritzlev.

- Her er jo hyggeligt, siger jeg. Måske lige lovlig overrasket. Det er ikke pænt at gøre, når man lige er blevet lukket indenfor i andres hjem. Men det er der faktisk. Man kan mærke, at den deling, der er her, virkelig har gjort noget for at gøre det til deres.

Julen er også kommet til Barakzai. Foto: Jeanette Serritzlev.

Rammerne kan der ikke ændres på. Hvordan de udfyldes, er imidlertid op til soldaterne selv, og i tilfældet Barakzai er det gjort med forbavsende stor kreativitet og ejerskab for tingene.

Den store kagebageovn. Foto: Jeanette Serritzlev.
 
Der bliver bagt kage og lavet mad, så delingen spiser sammen. Der er ikke et ’cook house’ (cafeteria) som i de andre lejre, men der er viljen til at få det til at fungere.

Selv under primitive forhold er der ingen undskyldning for ikke at holde formen ved lige. Foto: Jeanette Serritzlev.

- Her er stort set fyldt hver aften, fortæller Stefan, da vi går ind i motionsrummet. Når man ser compound’en udefra, forventer man ikke lige, at der er moderne motionsudstyr og på bedste fitnesscentervis musik og højttalere installeret. Men det er vigtigt, at formen bliver holdt ved lige, og noget ordentligt udstyr er med til at motivere soldaterne til dette.

Toiletfaciliteterne. Foto: Jeanette Serritzlev.

- Det er til det store derhenne, og der er rørene, hvis man bare skal tisse. Stefan viser toiletforholdene frem. Der er et stykke til træk og slip, men der er et dækken for og alco-gel (desinficerende gelé) i rigelige mængder.

Klar til afgang. Servan, der er konstabel og vognkommandør, og Walle, der er oversergent og næstkommanderende i 1. deling, aftaler, at de gerne må tage nogle dåsecolaer med ud næste gang. Foto: Jeanette Serritzlev.

- Kan du li’ min lejr? spørger Walle, da der er tegn på, at vi snart skal køre igen. Han er næstkommanderende i delingen, og jeg kan godt fornemme på ham, hvad det rigtige svar er.

Heldigvis falder det mig let at svare ja. Jeg understreger da også, at jeg var skeptisk, men at min skepsis er blevet gjort til skamme. - Det må bare være svært at undvære internettet, siger jeg. Nogle omkring os nikker. Ikke Walle. - Næ,” siger han. - Det er ikke noget problem. Han er stolt af sin lejr. Det har han også grund til at være.

En anden, der er godt tilfreds med indsatsen, er major Nicolai Schat-Eppers, der er chef for Charlie-kompagniet.

- De gør det rigtigt godt derude, siger han. Han erkender, at det giver nogle udfordringer at have sit kompagni spredt over flere lejre. - Det ville da være rarest, hvis vi alle var samlet ét sted, siger han. - Vi savner dem da.

Listen er ofte lang, når der skal forsyninger til Barakzai. Denne gang er det bl.a. benzin og julepost. Foto: Jeanette Serritzlev.

Når forholdene er, som de er, mener han dog, at det er de rette mænd, som løser opgaven. 1. deling er en opklaringsenhed, som er tilgået kompagniet forud for udsendelsen. Enheden kommer fra Opklaringsbataljonen på Bornholm.

- Det er en enhedstype, der er vant til at arbejde selvstændigt. Det kan man godt mærke, siger han. - Det er lige præcis den rette enhed til den opgave.