[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Forsvarschefen, admiral Tim Sloth Jørgensen, overrakte 3. marts på sit kontor den fornemme udmærkelse til overkonstabel Lasse Rasmussen og overkonstabel Kenneth Skovmand Pedersen.


Forsvarschefen motiverer tildelingen af medaljerne til Gardehusarerne overkonstabel Kenneth Skovmand Pedersen (til venstre) og overkonstabel Lasse Rasmussen. Fotos: Leif Ernst.

De to overkonstabler gjorde sig fortjent til medaljen den 23. juli 2008, da de gjorde tjeneste i Afghanistan på Hold 5 og indgik i manøvrestøttesektionen i Piranha-kompagniet, der hører til hos Gardehusarregimentet i Slagelse.

Den 23. juli var sektionen i et beredskabsområde sammen med resten af kompagniet, da mortérgruppens vogn (Piranha) med åbenstående rampe bliver ramt bagfra af en panserværnsgranat.
Ved anslaget falder den højre brændstoftank af, og vognen bryder øjeblikkelig i brand.

Overkonstabel Lasse Rasmussen og daværende konstabel Kenneth Skovmand Pedersen løber med det samme ind i den brændende vogn, hvor de finder en kollega, der ligger under nogle ammunitionskasser. De får fjernet kasserne og får kollegaen i sikkerhed få meter uden for vognen.

Få sekunder efter begynder ammunitionen i vognen at eksplodere.


Overkonstabel Lasse Rasmussen (til venstre) og overkonstabel Kenneth Skovmand Pedersen med Forsvarets Medalje for Tapperhed for heltemodig og tapper indsats.

”Den ekstraordinære hurtige, opofrende, modige og tapre indsats blev gennemført ufortøvet og uden opfordring og med risiko for eget liv og førlighed, hvilket ganske afgjort var årsag til den succesfulde undsætning af kollegaen, der formentlig ellers ville være omkommet,” lyder motivationen for tildeling af Forsvarets Medalje for Tapperhed for heltemodig og tapper indsats.


Medaljen er præget i sølv og forgyldt. På forsiden er statsvåbenets tre kronede løver ledsaget af ni hjerter. På bagsiden er indgraveret Tapperhed og årstal indskrevet i en krans af egeløv. Medaljen bæres i et hvidt krydsbånd med en rød stribe på venstre side af brystet.