[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Fra slutningen af januar og et godt stykke ind i februar flyver soldaterne ud til deres tjenestested i de følgende seks måneder.

- Denne øvelse er vores sidste chance for at pudse færdighederne af, og alle arbejder intensivt, fokuseret og med højt humør, fortæller bataljonschefen Frank Lissner.

Fra høj til lav udfordres soldaterne i realistiske scenarier, som minder om den afghanske virkelighed, den Danske Kampgruppe meget snart befinder sig i. En virkelighed, som er langt mere ubarmhjertig, hvis soldaterne begår en fejl, end hvad tilfældet er under denne afsluttende øvelse på den jyske hede.

- Dette er vores sidste gratis chance for at eksperimentere. Denne øvelse er således vigtig for alle, idet vi her har mulighed for at afprøve forskellige løsningsforslag til realistiske scenarier, uden at risikere liv og lemmer. Og lad mig slå det helt fast – jeg er endog meget fortrøstningsfuld over det, jeg har set indtil nu.

- Den korpsånd, professionalisme og gejst, jeg møder overalt i kampgruppen, gør, at jeg sover rigtigt godt om natten. Jeg er en meget stolt chef lige nu, konkluderer bataljonschefen.