[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Dansk soldat dræbt og en soldat hårdt såret i Helmand
En dansk soldat blev dræbt, og en soldat blev hårdt såret ved en eksplosion fra en improviseret sprængladning. De nærmeste pårørende er underrettet  
 
Onsdag morgen klokken ca. 7.40 lokal tid blev en dansk soldat dræbt og en hårdt såret, da de i forbindelse med en afsiddet sikringsopgave udløste en improviseret sprængladning. Hændelsen skete syd for patruljebase Bridzar ca. seks kilometer nordøst for Gereshk.

De to soldater kommer fra Charlie-kompagniet, der er udsendt fra Den Kongelige Livgarde.

Forsvarschef general Knud Bartels udtaler:

”Tidligt her til morgen modtog jeg meldingen om at en dansk soldat er dræbt, og en anden er blevet såret i Afghanistan. For familien til den dræbte er beskeden om at deres kære er død selvfølgelig en frygtelig besked, som det vil tage lang tid at komme over. Vi vil fra forsvarets side gøre alt hvad vi kan, for at støtte dem i den svære tid der nu kommer. For styrken, og især soldatens nærmeste kolleger, er det også et voldsomt slag. Men jeg ved, at styrken vil kæmpe videre for den vigtige opgave, de løser for befolkningen i Afghanistan,” siger forsvarschef general Knud Bartels.

De nærmeste pårørende er underrettet.