[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]



De står i kulissen og træder til, når en soldat kommer til skade eller må bøje sig for psykiske efterreaktioner. De er der, når en soldats familie bukker under og ikke har flere ressourcer, og de er der, når krigens alvor rammer allerhårdest med døden som følgesvend.
 
En af dem, der modtager en medalje for at gøre noget ud over det sædvanlige, er konsulent Yvonne Tønnesen. Hun er til daglig ansat ved Hærens Konstabel og Korporal Forening og har lige nu 307 posttraumatiserede soldater mere eller mindre under sine vinger.

- Jeg er den kammerat, der kan hjælpe dem med stort og småt, når det brænder på. Jeg gør mig ikke klog på deres situation og tager mig al den tid, som det kræver for at opnå tillid og finde en løsning, siger Yvonne Tønnesen.

Hun er af nogle nok kendt som en skrap madame, når hun for eksempel vil have lægens venteværelse ryddet, fordi en af hendes soldater ikke kan magte andre mennesker på grund af post traumatisk stress syndrom og dertil hørende angst.

- De her soldater er ofte fanget i en massiv angst efter et halvt år i krigshelvede, og hvis det kræver et ryddet venteværelse at få dem til lægen – så sørger jeg for det, siger Yvonne Tønnesen.

Kontaktofficererne
Inden for hegnet er der for tiden en del snak om, at kontaktofficerernes værdi er stærkt undervurderet.
 
Deres funktion er at være den lim, der forsøger at holde en familie sammen, når skaden sker, og de er den stenstøtte, der forsøger at hjælpe sårede soldater videre efter skaden.
 
Alle døgnets timer står de klar med en skulder, en praktisk håndsrækning og helt basal menneskelighed.

Kontaktofficer ved Gardehusarregimentet, Jørgen Brogaard Hvass, er en af dem, der har haft mobilen tændt og støvlerne stående klar i et det halve år, Gardehusarernes bataljon var i Afghanistan. Med sig i oppakningen har han 40 års tjeneste og flere missioner til Balkan og Mellemøsten. Spørger du, hvorfor han melder sig frivilligt til at være den, der danner fortrop for en familie hvis søn, mand eller bror rammes af tragedien, falder svaret prompte:

- Jeg får så meget igen.

Ud over Jørgen Brogaard Hvass blev der uddelt medalje til kontaktofficererne Egon Bautrup Sørensen fra Gardehusarregimentet, Steffen Robert Scharff, Gardehusarregimentet, Søren Peter Østergaard fra Den Kongelige Livgarde, Søren Bo Jensen, Den Kongelige Livgarde og Hærens overordnede kontaktofficer Lasse Grønlund Kampmann fra Hærens Operative Kommando.

Forretningsmand med forbindelser
Der er også en medalje til en af dem, der var med til at stifte den private fond, Soldaterlegatet.
Peter Højland er en mand med forbindelser og evnen til at tale en god sag. Så det har han gjort siden hans egen søn, der selv har været udsendt til Afghanistan fortalte, hvordan den eneste organiserede støtte de kunne give deres sårede kammerater dengang, var ved at købe et amerikansk gummiarmbånd til fem dollars.

- Jeg tænkte, at når folkestyret beslutter, at vi skal sende vores unge mennesker i krig, så skal vi også være der for dem, hvis de kommer til skade eller har brug for hjælp, når de kommer hjem.
Det kan vi som samfund endnu ikke håndtere optimalt. Men så kan Soldaterlegatet træde til med de 40 millioner, som vi har fået samlet, siger Peter Højland, der i øvrigt opfordrer både soldater og pårørende med et behov for hjælp, til at søge legatet.

Medstifter af Soldaterlegatet, Christian Herskind Jørgensen får også en af ministerens medaljer.

STSOP
Støtteforeningen for soldater og pårørende (STSOP) bliver også husket for deres slid med at samle penge og opbakning til de danske soldater. Anerkendelsen til foreningen går gennem en medalje til stifter af STSOP, oversergent René Dall Qvist Rasmussen.

Trolddoktoren
Krigskirurg Finn E. Warburg får også en medalje for sin uvurderlige indsats for de alvorligt sårede soldater på Rigshospitalet. Han er kendt for ikke at give op, før der er fundet en brugbar løsning på soldaternes manglende lemmer.