[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

30 husarer stod klokken 10.25 opmarcheret på boldbanen. De var iklædt deres ørkenfarvede uniformer, som langt fra passede til det kølige og vinterlige danske vejr. Paraden der startede klokken 10.30 var Gardehusarregimentets farvel til de kommende POMLT (Police Operations Mentoring Liaison Team) opstillet og uddannet på Bornholm ved Opklaringsbataljonen (OPKBTN). Derfor deltog resten af OPKBTN også i paraden. Fra Slagelse deltog 16 heste med rytter fra Hesteskadronen.


 

Regimentschef (RC) oberst Tommy M. Paulsen modtog paraden og befalede ”Før estandarten til midten”. Efter dette holdt RC en tale for de kommende ISAF hold 13 husarer. RC ønskede alle en sikker og god tur med et ”knæk og bræk” og et på gensyn.
Til de omkring 50 fremmødte pårørende sagde RC blandt andet, at regimentet vil tage godt hånd alle og ved spørgsmål eller bekymringer vil kontaktofficerens telefon være åben hele tiden (KTO kaptajn Thomas Hesselholt, 2040 2641).



Som afslutning på paraden udleverede RC Gardehusarregimentets traditionsskjold til delingsføreren. Skjoldet skal under udsendelsen ophænges et synligt sted og vil få påsat et sølvskilt når RC besøger missionsområdet.

Efter paraden blev der i Casino Øst afholdt en reception for soldater og pårørende.