[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]


Oberst Kammerherre Tommy M. Paulsen hilser på bataljonchef Oberstløjtnant Lars Nielsen.

V Uddannelsesbataljon præsenteres for Chefen.


Oberst Tommy M. Paulsen inspicerer uddannelsesbataljonen.

Fredag den 24. august blev V Uddannelsesbataljon præsenteret for chefen for Gardehusarregimentet, Oberst T. M. Paulsen. Bataljonschefen for V/GHR, Oberstløjtnant Lars Nielsen, byder sine nye soldater velkommen med disse ord:
Traditionen tro møder et nyt hold værnepligtige på Gardehusarkasernen hver 1. februar og 1. august. Indkaldelsesholdet august 12 ved V Uddannelsesbataljon er rekordstort. 319 værnepligtige er tilsagt møde ved bataljonens 1. Kompagni og Livkompagniet. Men holdet har også en anden rekord, nemlig en rekordstor andel af kvinder. 85 kvinder har således meldt sig, hvilket reelt betyder, at en tredjedel af holdet er kvinder.



Uddannelsesbataljonen vil som altid lægge sig i selen for at sikre at de værnepligtige oplever uddannelsen som spændende, udfordrende og relevant, uanset om den værnepligtige ønsker at fortsætte i forsvaret eller vende tilbage til det civile samfund.



Aktuelt er der gode muligheder for, at værnepligtige kan blive ansat i forsvaret, da der både er behov for personel til udsendelse i internationale missioner og til forsvarets nationale struktur. Uddannelsesbataljonen har til opgave at rekruttere personel til Gardehusarregimentets andre bataljoner. Efter tredje uddannelsesmåned er der således mulighed for, at de værnepligtige, der måtte ønske det - og er egnede - kan begynde en reaktionsstyrkeuddannelse ved II Panserinfanteribataljon (Slagelse) eller III Opklaringsbataljon (Bornholm) med henblik på udsendelse til Afghanistan på ISAF hold 16 i august 2013. Men der er også mulighed for at begynde en uddannelse i stående styrke ved regimentets I Panserinfanteribataljon (Slagelse) evt. med henblik på en udsendelse til internationale missioner senere.
Som bataljonschef ønsker jeg alle værnepligtige hold august 12 velkommen til V Uddannelsesbataljon med et løfte om, at I vil få en periode med mange anderledes oplevelser.
”Terror in hostes”