[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]



Den stolte vinder. Tina Askebjerg Madsen med præmiesadel og vandrepokal.

Torsdag den 31. januar blev der traditionen tro afholdt den årlige nationale sadelmagerkonkurrence i Saddlers Hall i England. Her dyster deltagerne, fra lærlinge til selvstændige, i forskellige klasser, om at lave det bedste stykke sadelmagerarbejde.
De forskellige effekter bliver sendt til Saddlers Hall to dage inden selve konkurrencen. Her bliver de bedømt af et ekspertpanel, hvorefter de bliver sat op til fremvisning på selve nomineringsdagen. Selve konkurrenceaftenen forløber med, at der uddeles diverse legater, priser og pokaler.
Hesteskadronens sadelmagerlærling Tina Askebjerg Madsen, som til dagligt er i lære ved eskadronens sadelmager Jan Guldborg Jensen, vandt klasse 10 med sin dygtigt forarbejdede kombinationssadel. Tina modtog desuden den eftertragtede vandrepokal for bedste stykke håndværk blandt alle lærlinge, som deltog ved konkurrencen.