[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

En brummen og buldren lyder bag voldene fra Gardehusarkasernen i Slagelse. Det er motorstøj fra infanterikampkøretøjerne, de pansrede mandskabsvogne og lastbilerne, der indvarsler, at 2013 er kommet i gang. Kasernen og dens soldater er i sving igen.



Ved 1 KMP/I BTN er næstkommanderende PL Johan Poulsen travlt beskæftiget med at få kompagniet op i gear igen efter ferien. Underafdelingen skal af sted på øvelse i uge 4 og skydeperiode i uge 5, så humøret er højt, og enheden har travlt. De fleste IKK-besætninger er på kursus, og panseret er desværre fulgt med sit mandskab. Enheden ser frem til slutningen af første kvartal, hvor både besætninger og maskiner vender hjem fra Oksbøl, og fokus kan overgå til at nå i mål med defensivt og offensivt modul, samt samarbejdet mellem delingerne i kompagniramme.



Ved 1 KMP/II BTN er 2013 et år, man forudser med spænding, da enheden skal udsendes til Afghanistan fra august måned og året ud. Kompagniet er i andet halvår af periode 3, aktivitetsniveauet er højt, og øvelserne og den daglige tjeneste bliver mere og mere missionsspecifikke. Kompagniet er på vej ind i et halvår spækket med kompagni- og bataljonsøvelser inden kronen på værket: Den afsluttende brigadeøvelse. KN Wigotski, der er chef for kompagniet udtaler ”Lige nu er en udsendelse til Afghanistan den hårdest og mest krævende opgave et PNINFKMP kan blive stillet overfor. Da 1/II er det sidste KMP af sin art der er blevet pålagt denne opgave, er det et privilegium for enhver der er en del af KMP.



Derfor kommer forberedelserne til udsendelsen også til at stille store krav til hele KMP”. Både han og kompagniet glæder sig til et 2013 med store udfordringer. Allerede den første bataljonsøvelse bliver en spændende oplevelse for kompagniet, da øvelsen afholdes i civilt terræn på Falster, langt væk fra de efterhånden alt for velkendte øvelsesterræner i Jylland.
Ved V BTN glæder man sig til de værnepligtiges ankomst i februar. De store værnepligtskompagnier er med til at sætte yderligere liv i kasernen. Rekrutternes ankomst til og aftrædelse fra Gardehusarkasernen er som et billede på årstidernes skiften, og BTN er klar til februars komme.
2013 er begyndt. Motorstøj, støvletramp og de fjerne lyde af geværskud fra øvelsesterrænet fortæller det med deres eget sprog. Husarerne er tilbage i krigen…