Den første uge

Værnepligt. Jeg troede, at jeg var klar til værnepligt, og det tror jeg stadig, men den første uge, jeg lige har været igennem, har været meget hård for mig. Den første dag jeg kom til Antvorskov Kaserne, var jeg sikker på, at de næste 4 måneder ville blive lette for mig. Jeg har måttet indse, at jeg ikke har været så klar, som jeg troede jeg var. Den første dag blev vi frataget alt, der kendetegnede, hvad og hvem vi var. Vores telefoner blev taget, vores tøj blev taget, selv vores eget navn blev taget fra os. Jeg er ikke længere Christian Egede Colberg, jeg er menig Greve nu. Selvom vores ting er taget fra os, har det stadig været en af de bedste uger, jeg kan huske.

Jeg er ikke vant til at skulle stå op i lang tid ad gangen, men det er der blevet lavet om på, på bare én uge. Vi har brugt rigtig meget tid på eksercits og på at gå indtrådt. Det var hårdt de første par gange, men jeg føler selv, at jeg er blevet god til det, og som en deling tror jeg også, at vi er blevet meget bedre. Det har også været sådan, at vi ikke længere er hver vores person, men vi er en deling. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke vil kunne klare mig igennem min værnepligt, hvis ikke jeg har mine venner og vi hjælper hinanden.
En ting, som jeg også meget hurtigt har fundet ud af, er, at jeg ikke kan præstere, hvad jeg gerne vil kunne. Jeg har altid været mere eller mindre perfektionist, tingene har altid skulle være 100 % i orden, men på den hurtigste og nemmeste måde. Jeg har også altid følt, at jeg skulle være bedst til alt. Det kan jeg ikke her. Vores første uge har været stressende, der har været så mange nye ting, man skulle vænne sig til, og så mange andre ting man skulle lære. Det har været yderst hårdt psykisk, fordi vi skulle lære alle de grundlæggende ting for en soldat på kun én uge!

Jeg havde faktisk regnet med langt flere fysiske opgaver i min værnepligt, men indtil videre har det faktisk kun være psykiske opgaver, som at lære, hvordan man skiller og samler et gevær, og hvad alle delene i geværet hedder. Der har også været en masse teori omkring det at være soldat: Hvad man siger ja til, hvad en soldat laver, hvorfor han gør det, hvad han skal kunne. Noget af det mest spændende indtil videre har været at høre, hvilke færdigheder, vi kommer til at gå herfra med, og hvad vi kan opleve som professionel soldat, hvis vi vælger at fortsætte i HRU eller GSU. Jeg kunne personligt rigtig godt tænke mig at prøve kræfter med de danske specialstyrker, men jeg har også måttet indse, at hvis jeg gerne vil det, så skal jeg tage mig gevaldigt sammen og fokusere 100 % på min værnepligt her og nu. Vi har fået at vide, at vi allerede fra første uge bliver set an og at alle vores egenskaber, både tekniske, fysiske og psykiske vil blive skrevet ned, og det vil være de oplysninger, som vil bestemme, om vi kan komme videre inden for det danske forsvar.

Vi har også én i vores deling, som allerede efter den første uge vil blive hjemsendt. Det er pga. at han har prøvet at skjule en gammel rygskade. Han har fortalt, at han ikke har haft problemer med skaden til dagligt, men da han kom herned, så kunne han godt mærke den. Han har derfor, som en hjælp til os andre menige, sagt, at selvom vi ikke føler os hæmmet eller besværet af nogle skader, som vi måske har, så skal vi ikke prøve at skjule dem. Hans ord fik mig til at melde mig selv på infirmeriet, fordi jeg har en gammel knæskade fra fodbold. Det har nok været den bedste beslutning, som jeg har taget i lang tid! Jeg fik konstateret, at jeg har en skade i knæet, men at det ikke er noget, som er nok til at blive hjemsendt på, men hvis det på noget tidspunkt volder mig problemer, så skal jeg melde mig til infirmeriet med det samme. Den nyhed var præcis dét, som gjorde den sidste del af min første uge let. Selvom dagene ikke har været anderledes, så har jeg følt mig lettet over, ikke at skulle skjule min skade, og hvis der skulle være problemer, så er der nogle meget dygtige og meget hjælpsomme mennesker, som gerne vil hjælpe mig til at få det bedre.

Alt i alt, så har dét, at tage min værnepligt, været det bedste, der er sket for mig. Det er en oplevelse, som jeg bestemt ikke vil undvære, og som jeg har bestemt mig for at gennemføre.