[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]



Tirsdag den 29. april gæstede en delegation på 17 mand fra National Defence University, Pakistan, Gardehusarregimentet og 2. Brigade på Gardehusarkasernen i Slagelse. De 17 officerer fra henholdsvis Pakistan, Nepal og Kina, er alle er af graderne mellem oberstløjtnant til brigadegeneral, og er ved at gennemføre uddannelsen National Security & War Course. Kurset beskæftiger sig med strategisk planlægning i højere stabe. I denne anledning besøger kurset forskellige lande, for at se hvorledes andre nationers strategiske planlægning udmønter sig operativt.



Chefen for Gardehusarregimentet, oberst T. M. Paulsen, og chefen for 2. Brigade, brigadegeneral J. H. Garly, modtog delegationen klokken 09.00 på kasernen, hvorefter de sammen med oberstløjtnant J. Christensen, der er chef for 1/I/GHR, briefede om regimentets, brigadens og reaktions kampgruppens organisation, opgaver og uddannelse.
Herefter blev delegationen vist rundt på kasernen, hvor de



fik forevist danske våben, køretøjer og udrustning, samt kompagniområder og belægningsstuer.



Et kongeligt islæt
Chefen for Gardehusarregimentets Hesteskadron, major C. P. de Renouard, viste delegationen rundt ved eskadronens faciliteter. Her fik de udenlandske officerer set en anden side af tjenesten ved danske enheder, nemlig den ceremonielle tjeneste udført for Kongehuset. Eskadronens mange opgaver og udfordrende tjeneste interesserede delegationen, der var imponerede over, hvor hurtigt eskadronen kunne opnå resultater, der gør husarerne i stand til at ride for Majestæten.



Efter rundvisning ved Hesteskadronen var regimentschefen vært for en frokost i Parolesalen, hvor de udenlandske besøgende kunne opleve at spise med et kongeligt islæt. Parolesalens malerier af tidligere konger og regimentschefer gjorde behørigt indtryk på gæsterne. Efter frokosten var der ganske kort tid til udveksling af gaver, inden delegationen drog videre for at afslutte dagens foredragsrækker på Flådestation Korsør.