Fra Katerina til Kalbyris og tilbage til Katerina

Fra Katerina til Kalbyris og tilbage til Katerina
Af kaptajn Brian Berthelsen

Vi gør ikke noget for dem, men med dem, fortæller 20-årige Katerina om forholdet til sine førere i Livkompagniet ved Gardehusarregimentet.



Katerina eller Gardehusar Kalbyris (soldaterne får bynavne efter den by de stammer fra, som en del af en ældre tradition ved Gardehusarregimentet), som hun har heddet under gennemførelsen af sin værneret, fortæller at sergenterne og officererne i kompagniet har været rigtig gode til at motivere soldaterne og de har altid gået forrest i opgaverne. Det har været med til, at Kalbyris ser tilbage på sin værneret, som en meget god oplevelse, hvor der er opstået et rigtigt godt sammenhold inden for kompagniet. Vi har fået et kammeratskab og en korpsånd, som jeg tager med mig resten af sit liv, siger hun.

Græd da hun fik gevær i hånden første gang.
Med udgangen af november afslutter Kalbyris sine fire måneders værneret, som det hedder, når kvinder gennemfører værnepligtstjenesten på lige fod med mændene. Når Kalbyris ser tilbage på de fire måneder, siger hun:

- Jeg meldte mig i sin tid for at afprøve det fysiske aspekt af det at være soldat og prøve mine egne grænser af. Jeg vidste ikke hvad der var op og ned på et gevær, da jeg begyndte, og jeg kan huske, at jeg sad og græd, da jeg første gang fik et gevær i hånden. Jeg tror, jeg begyndte at græde over den usikkerhed, som jeg havde omkring skydevåben og alle de kræfter som det indeholder, fortæller Kalbyris.



Kalbyris fortæller videre, at hun kom til at holde af at skyde og bl.a. har fået to udmærkelsestegn for sine skydefærdigheder. Det fysiske aspekt har hun i høj grad fået afprøvet og når det bliver sat sammen med for lidt søvn og kulde, så bliver man for alvor udfordret, fortæller hun.



- Det hårdeste var helt klart REX-turen. Når vi har klaret REX-turen går vi fra at blive kaldt rekrutter til gardehusarer og får samtidigt udleveret Dronningens navnetræk til at bære på uniformen, de såkaldte REX’er. På turen gik vi en masse kilometer med tung oppakning og skulle klare en masse opgaver i gruppen. I mange af opgaverne indgik der også vand, så man gik også hele tiden og var lidt våd og kold. Vi fik heller ikke så meget søvn og vi vidste ikke hvornår vi var færdige. Det var rigtig hårdt, men samtidigt fedt, da det var overstået og vi havde klaret den.




Vi er ikke stærkere end det svageste led.
Kalbyris fortæller, at der ikke er blevet gjort forskel på mænd og kvinder, hvilket har været dejligt. Alle har båret de samme ting og er blevet udsat for de samme udfordringer og modtaget den samme uddannelse.

- Det var lidt grænseoverskridende at skulle i ”busken” første gang for at tisse, men det vænnede jeg mig hurtigt til. Jeg tror også det med, at vi har bynavne er med til hurtigt at skabe en særlig ånd og stemning. Når vi får bynavne, så bliver Katerina og alle de ting, som jeg kommer med taget fra mig. Nu er jeg Kalbyris, Kandahar eller Sørbymagle og vi skal alle have det til at fungere i gruppen uagtet hvilken baggrund vi kommer fra. Vi skal leve op til de samme forventninger og har samme opgaver og det har været med til at opbygge et sammenhold, som jeg vil komme til at savne. Sammenholdet er også noget jeg vil lede efter og prøve at opbygge de steder, hvor jeg skal arbejde herefter.

Jeg har spillet håndbold på højt niveau indtil gymnasiet og lektierne begyndte at fylde for meget, fortæller Kalbyris og siger, at den fysik som hun har fået fra håndboldbanen har hjulpet hende godt igennem de fire måneder med fysiske udfordringer. Det at være en del af et håndboldhold har hun kunne overføre til sin tid ved Gardehusarregimentet.

- På håndboldbanen lærte jeg at kæmpe som en del af et hold. Det synes jeg, at jeg kunne overføre til min tid i forsvaret. Her har jeg i endnu højere grad lært at kæmpe med hinanden og for hinanden. Jeg har indset, at det er okay at spørge om hjælp og at flere hoveder tænker bedre end et. Det vil jeg helt sikkert tage med mig herfra og til de næste ting der kommer til at ske i mit liv.



Måske fortsætte sin karriere i Forsvaret.
Kalbyris er ikke afvisende overfor måske at vende drømmen om en universitetsuddannelse ryggen og satse på en karriere i Forsvaret. Hun har igennem de seneste fire måneder fået stor respekt for de professionelle soldater og den opgave, som de har løst og lige nu løser rundt omkring i verden. Hun føler, at man gør en forskel som ansat i Forsvaret, og det er en overvejelse værd i forhold til fremtidsdrømmene. Der går dog lidt tid inden Kalbyris skal træffe det store valg om den fremtidige uddannelsesvej. For nu bliver Kalbyris til Katerina igen og i første omgang glæder hun sig til at bruge de ting, som hun har lært igennem de seneste fire måneder i Forsvaret som guide ved Apollo Rejser. Foreløbig for et år.