kaptajn Michael Gøttske tildelt Forsvarets Medalje for Sårede i Tjeneste

[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Mandag d. 15. december 2014 fik kaptajn Michael Gøttske tildelt Forsvarets Medalje
for Sårede i Tjeneste efter d. 25 januar 2012 under en efterretningspatrulje med sin
1.deling at være blevet ramt af en kugle, der går gennem højre overarm, højre del af
torso og højre balle.

Michael var kompagnichef for B-coy på ISAF 12 og herunder har vi fået lov at gengive
de tanker, som Michael nedskrev 11 dage efter, at han blev såret. Tanker omkring det
at blive sårede, men i lige så høj grad det ansvar som Michael havde for at slutte
missionen ordentlig af og overdrage opgaven til det kommende hold og tage hjem med
sine drenge og piger.

 

Af kaptajn Michael Gøttske, skrevet d. 2. februar 2012.

 

Ikke hjem nu - det er alt for tidligt.

Jeg hører et smæld, og en smerte forplanter sig ned gennem min højre side. Den
starter i højre overarm og fortsætter ned gennem højre rygmuskel og balle.
Indledningsvis som om at jeg har fået et hårdt slag. Hvad fanden er det, der har
ramt mig? Er det et skud? Eller en opspringer der har givet mig en lammer? Jeg
kigger ned af mig selv, men når ikke at se ordentlig efter før smerten tager
voldsomt til. En flænsende smerte i højre rygmuskulatur og balle indtræder, og jeg
er med ét ikke i tvivl om, hvad der er sket. Jeg hører gruppen foran råbe efter mig,
men i ca. femten sekunder har jeg ikke overskud til at svare. Jeg tager mig til
ryggen, vrider mig rundt mens jeg sammenbidt søger at holde smerten ud. Adrenalinet
sætter hurtigt ind og giver mig overskud til at kravle frem til grøften foran mig.

"Det er bare løgn. Jeg er ikke blevet skudt..." Jeg kan ikke se noget blod, og jeg
kan stadig bevæge mig. Jeg udpeger de tre smertefulde steder for
letmaskingeværskytten, der straks yder makkerhjælp, finder saksen frem fra min IFAK
(førstehjælpspakning) og begynder at klippe min uniform i stykker for at komme ind
til skindet. Han konstaterer hurtigt ind- og udgangshul i triceps, hvor det kun
sivbløder, hvorfor han fortsætter nedad min højre side.

"Fuck det noget lort Chef..." udbryder han pludselig og råber på gruppens
sygehjælper, der kommer til, mens resten af gruppen besvarer ilden, der stadige
smælder lige hen over grøften. "Det pulsbløder to steder i siden på ham. Jeg
forbinder dem, hvis du tager dig af armen". Blødningen i triceps bliver hurtigt
standset af en fast forbinding, men pladsen i grøften problematiserer sygehjælperens
arbejde i siden og ballen. For ikke at eksponere os tager skytten fat om mine
skuldre og trækker mig ind over sig, så sygehjælperen kan få bedre arbejdsplads uden
at hverken hoved eller ende stikker op over grøften. Forbindingen bliver anlagt fast
og sikkert, og bedst som vi tror, det værste er overstået, bliver delingen
udflankeret og beskudt igen og igen. Der er 300 meter op til helikopterlandezonen -
de første 150 gennem den lave grøft. Med mine egne 100 kg og ca. 40 kg udrustning er
det en håbløs opgave for svendene at bære mig gennem grøften, så længe vi stadig
bliver beskudt. Jeg får min phentanylslikkepind (stærkt smertestillende) og begynder
at kravle derud af. Efter ca femten minutter mærker jeg en lindring og kan
efterhånden halte de resterende 150 meter henover marken til den blå røg, der
allerede er blevet kastet for at få helikopteren ned. Gruppeføreren giver mig en Red
Bull og et klap på skulderen. Signalmanden tager imod mig og støtter mig det sidste
stykke op til Chinooken. "Vi ses derhjemme chef", er det sidste jeg hører inden
helikopterteamet følger mig ind i helikopteren og op på båren. "Vi ses derhjemme..."
Det er bare løgn. Det ender ikke her. Jeg skal aldeles ikke hjem før den 17. februar
som planlagt. Jeg kan jo gå selv og smerten er til at kapere nu! Det kan de godt
glemme. Jeg skal ingen steder.

Oppe i helikopteren klipper de resten af uniformen og støvlerne af mig, hvorefter de
skifter alle forbindingerne. Efter at have ligget nøgen i 5 graders kulde og
gennemtræk forsøger de at lægge drop i min venstre arm. Det er bestemt ikke her, de
store rosende ord falder mig for. Ved femte forsøg, lykkes det endeligt, og de
pakker mig ind i en thermopose, så jeg kan genvinde lidt kropsvarme inden vi lander
i Bastion.

"Vi ses derhjemme...". Tanken kværner rundt i hovedet på mig. Hvad hvis de sender
mig hjem nu? Hvad med alle mine ting? Hvad med alle mine svende og tøser, der stadig
bliver hernede? ...hvad sker der med delingen nu? Jeg giver min skytte ret...Fuck
det er noget lort lige nu.

 

På felthospitalet

Ved ankomst til felthospitalet i Bastion, er der en dansk læge, der straks gør mig
opmærksom på sin tilstedeværelse, samt at han vil følge mig gennem hele forløbet. En
britisk kirurg beder mig skrive under på, at det er i orden, at de opererer mig...?
"Yes my friend. Please do so." Samtidig ytrer jeg min utilfredshed ved, at jeg ikke
må få projektilet, som de har konstateret stadig sidder i min højre balle, efter
operationen. Den skal bruges til efterforskning!

Herefter går det meget stærkt. Mange lamper, blå og hvide kitler, en komiker af en
britisk narkoselæge, der får mig til at smile inden det i løbet af et splitsekund
bliver sort.

 

Jeg vågner noget døsig og omtumlet, men mit blik fanger hurtigt en læge, der sidder
ved min side. Han opdaterer min slørede hjerne om hændelsesforløbet og om hvilke
kirurgiske indgreb, de har foretaget. De har skåret min triceps, højre
sidemuskulatur og balle op og indlagt vakuumdræn for at få renset sårene for
urenheder. Jeg bliver kørt ned på sengeafdelingen - en attenmandsstue, som er ca.
halvt belagt. Jeg falder hurtigt i søvn igen og vågner to timer senere ved at to
britiske sygeplejersker står og tilser mine forbindinger i højre side og balle, da
vakuummaskinen bliver ved med at alarmere mod utætheder i forbindingerne. Efter
endnu et lag lufttætte forbindinger kommer jeg om at ligge på ryggen og ser det
første hold besøgende. En dansk sygeplejerske, læge og senior medical officer (SMO)
står omkring sengen, og vi snakker hændelsesforløbet igennem samt gennemgår min
lægelige situation, der hurtigt ender ud i SMO´s vurdering om en snarlig MEDEVAC til
Danmark...

Igen rammer det mig som et lyn. Jeg er ikke færdig hernede. Jeg er ikke klar til at
skulle hjem nu. Jeg er netop blevet revet ud fra kamppladsen og har efterladt et
spor af løse ender bag mig. Tanken om at efterlade det hele hernede med kun tre uger
tilbage af missionen irriterer mig, og jeg begynder at diskutere med SMO, da jeg
søger en mulighed for at få lov til at blive og gøre arbejdet færdigt. Jeg får
efterfølgende ringet hjem for anden gang, og min familie er enige i, at de hellere
ser mig færdiggøre min udsendelse, såfremt helbredet tillader det, end at have mig
gående rundt derhjemme, som løve i et bur.

Resten af dagen er der besøgende fra blandt andet min bataljonschef samt den danske
kirurg, hvor jeg igen forelægger ønsket om at få lov til at blive. Bataljonschefen
bakker op om mit ønske, såfremt den lægelige vurdering sikre en ordentlig heling af
sårene. Den danske kirurg sparre med sine britiske kollegaer og kommer frem til, at
de efter 48 timer vil kunne lukke sårene på forsvarlig vis, hvilket åbner muligheden
for, at jeg kan blive hernede. Jeg begynder at tro på det. Tro på at alle mine
bekymringer om en for tidlig hjemsendelse vil forsvinde. At jeg ikke skal forfølges
af dårlig samvittighed over at forlade kompagniet, at stikke af fra mit ansvar samt
ikke at følge mine soldater til det sidste.

De efterfølgende dage er det en føljeton af diskussioner mellem den danske kirurg og
SMO om, hvorvidt jeg bliver sendt hjem eller får lov at blive. De hjemlige instanser
bliver inddraget, for at fastlægge det lægelige kommandoforhold og dermed sikre, at
bataljonschefen træffer beslutning på rette grundlag. To dage efter at jeg er blevet
skudt, kommer jeg på operationsbordet igen, og kirurgerne på felthospitalet gør et
godt stykke arbejde og får lukket sårene med i alt 52 sting og kramper. Operationen
er vellykket, og jeg får derfor lov til at blive i missionen med den klausul, at en
infektion i sårene vil betyde straks hjemsendelse.

 

Tilbage ved soldaterne i MOB Price

Dagen efter kommer jeg til MOB Price og får skabt forbindelse til den danske læge,
som tager ansvar for at tilse sårene og skifte forbindinger dagligt samt at fjerne
stingene, når tid er. Sårhelingen forløber godt og muskulaturen restituerer
forbløffende hurtigt. Jeg er i stand til at komme rundt uden nævneværdige smerter,
og på femtedagen efter den anden operation påbegynder jeg genoptræning.

Her elleve dage efter, at jeg fik lukket mine sår, har jeg fået snakket med mine to
soldater, der gjorde en stor indsats i grøften, fået snakket med alle de personer,
der har haft indflydelse og viden om selve hændelsen, fået skabt mig et overblik
over, hvad der skete, efter at jeg var blevet MEDEVAC, har set gensynets glæde i
mine svende og pigers øjne ved min hurtige tilbagevenden, fået pakket min udrustning
sammen, fået overdraget al min viden til min afløser og fået afsluttet samarbejdet
med mine britiske, amerikanske og afghanske samarbejdspartnere på ordentlig vis.
Fået taget hånd om alle de løse ender, der nagede mig voldsomt under det ellers
meget velorganiserede ophold på felthospitalet.

Tanken om de psykiske følger en for tidlig hjemsendelse ville have medført huserer
stadig sporadisk i mit sind. Jeg takker dagligt de gode kræfter, der var med til at
tilsikre, at jeg kunne få lov til at blive i missionsområdet og få afsluttet på
fornuftig vis.

Nu er jeg snart klar til at tage hjem.

Faktaboks

Bestemmelserne for tildeling af Forsvarets Medalje for Sårede i Tjeneste blev løsnet
op i maj 2014, hvorefter kaptajn Michael Gøttske blev genindstillet til medaljen.
Nuværende kriterier for indstilling til Medalje for Sårede i Tjeneste:
* Hændelsen har fundet sted som følge af våbenvirkning, inkl. miner, i kamphandlinger
eller terroristvirksomhed.
* At hændelsen ikke har fundet sted i forbindelse med almindeligt forekommende uheld
eller er en følge af egen skødesløs og letsindig adfærd.
* At skaden medførte behov for en mere omfattende behandling af den sårede på
felthospital
eller andet hospital eller,
* Medaljen kan tildeles, hvis arbejdsskadestyrelsens har tilkendt en méngrad på lige
fod
med psykisk efterreaktion.

Chefen skal indhente lægefaglig vurdering af, at den tilskadekomne anses som
alvorligere
såret eller invalideret. At være alvorligere såret defineres ved, at den sårede ud
fra en lægefaglig vurdering, er såret i en sådan grad, at det har krævet en mere
omfattende behandling med indlæggelse på felthospital eller andet hospital.
Medaljen kan ikke tildeles ved mindre sår, som ikke kræver en mere omfattende lægelig
behandling eller indlæggelse, som snitsår og skrammer.