To gange i Afghanistan og sårede to gange.

[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

OKS-1 Jens Ole Qvist efter regimentschefen har overrakt ”Egeløv i sølv” til Medalje for Sårede i Tjeneste.

Tillykke du har nu kvajet dig to gange, siger kammeraterne med et stort grin og et glimt i øjet.  Det var med blandede følelser, at overkonstabel af 1.grad Jens Ole Qvist modtog Medalje for Sårede i Tjeneste med egeløv i sølv som symbol på, at han er blevet såret to gange under begge sine udsendelser til Afghanistan.
For Qvist er det at modtage en medalje forbundet med, at man har ydet en god indsats, så det var en speciel form for anerkendelse at få sat egeløv i sølv på Medaljen for Sårede i Tjeneste, fordi Qvist følte jo, at han havde gjort noget galt for ellers var han jo ikke blevet såret.
Det har han overhovedet ikke. Han har bare været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Medalje for Sårede i Tjeneste med egeløv i sølv er den midterste medalje.

Skudt i hoften og evakueret til Danmark
Første gang Qvist blev såret var tilbage i 2009 med ISAF 7, hvor han under operation Panterens Klør blev ramt af et projektil i venstre hofte. Delingen havde angrebet ind i Taliban domineret område og var ved at indrette compoundet til forsvar med sandsække og skydeskår, da Taliban åbner ild mod stillingen. Under bevægelse over til sin gruppefører for at afhjælpe en fejl på det lette maskingevær blev Qvist ramt af det fjendtlige projektil, som medførte et større blodtab og at en del af knoglen fra hofteskålen brækkede af.
Qvist blev evakueret til felthospitalet og senere tilbage til Danmark for yderligere operationer og genoptræning. 
7 mdr. efter at han blev ramt af skuddet i Afghanistan var Qvist tilbage ved enheden, dog med lidt nedsat styrke i venstre ben. Samtidig fik kompagniet at vide, at de skulle tilbage til Afghanistan igen på ISAF 12.
Det var god nyhed for Qvist, da han syntes, at han manglede at få sat punktum for sin første udsendelse, som sluttede så brat. Han glædede sig over sammenholdet i enheden og så frem til det simple liv, det at være på mission også er. Man skal bare koncentrere sig om at løse sin opgave og ikke tænke så meget på alt mulig andet.
Efterhånden som mission nummer to kom tættere på, så dukkede der også nogle tanker op, som Qvist ikke havde haft inden første tur til Afghanistan. En dag på stranden sad han og kom til at kigge på sine tæer i sandet og begyndte at spekulere på om han ville have begge sine fødder, når han kom tilbage fra mission nummer to. Tanker der var sat i værk af et øget trusselsbillede fra de stadig flere primitive sprængladninger i området.

Qvist under patrulje i Green Zone

Anden gang til Afghanistan
I sommeren 2011 er kompagniet igen indsat i Afghanistan og allerede en måned inde i missionen bliver to fra gruppen sårede og evakueres til Danmark. Qvist fortæller, at han skubber episoden lidt væk, da det ikke nytter noget at gå at være bange, men samtidig kan han også godt mærke at intensiteten fra Taliban og truslen fra de primitive sprængladninger er intensiveret. Der sker altid noget, når de er på patrulje.
To måneder inde i missionen slipper heldet op og gruppen bliver igen ramt af en primitiv sprængladning. Qvist går som anden mand i kolonnen, da en primitiv sprængladning der er muret ind i en væg bliver udløst.
Der bliver helt mørkt og Qvist har stærke smerter fra sin ene hånd og han tror i første omgang, at de tre yderste fingre på den ene hånd er sprængt væk. Så galt gik det heldigvis ikke, men Qvist bliver ramt af fragmenter i begge arme og evakueres, sammen med den forreste mand som er hårdere såret, tilbage til felthospitalet.

Qvist er blevet forbundet og venter på at blive evakueret og har overskud til at smile.

Familien orienteres
Denne gang kan Qvist heldigvis selv kontakte sine forældre og fortælle dem, at han igen er blevet såret og i den samme sætning fortælle, at det ikke er lige så slemt som første gang. Familien tager det godt og støtter Qvist, da han efter to måneder hjemme i Danmark fortæller, at nu er han klar til at tage tilbage til Afghanistan og støtte sine kammerater. Qvist kan huske, at en af lægerne, som behandlede hans sår efter at være blevet såret anden sagde, at nu skal du vist heller ikke mere til Afghanistan. Men det skulle lægen ikke bestemme. Qvist skulle tilbage og afslutte sin mission.

Hvis vi nu bliver såret igen, så var det den forkerte beslutning.
Qvist vender tilbage til Afghanistan efter sin genoptræning og han kan huske, at han og en kammerat som også var blevet såret tidligere under missionen sidder på en sen nattevagt og taler om det at være taget tilbage til enheden. De slutter med at sige til hinanden, at hvis de nu bliver såret igen så var det den forkerte beslutning.
Tilbage ved delingen igen, så kunne Qvist meget naturligt godt mærke en øget angst og agtpågivenhed, når de var ude på patrulje og det hjalp selvfølgelig heller ikke, at allerede på sin anden patrulje efter at være kommet tilbage, så blev en tolk der gik med gruppen såret under en patrulje.

Kapitlet blev lukket på en god måde.
De sidste måneder af missionen  gik og Qvist kunne få den afslutning på Afghanistan missionen, som han ikke fik første gang. Han kunne nemlig følges med delingen hjem og få sat et punktum for missionen og få lukket et kapitel ned sammen med de andre i delingen. En rigtig god følelse.

Skal du til Afghanistan igen?
Qvist fortæller, at han ikke behøver at komme tilbage til en mission alá Afghanistan og den intensitet i kamphandlinger, som han oplevede. Lige nu går han og tænker på at tage sin civiluddannelse, men man skal jo aldrig sige aldrig.
Qvist kan også mærke på sin familie, at de vil være glade for hvos Qvist åbner et nyt kapitel af sit liv. En familie som har sat pris på den kontakt og information, som der har været fra Gardehusarregimentets side ifm.med de to hændelser, men det har alligevel sat sine spor.
Gardehusarregimentet siger foreløbig tak for indsatsen til en soldat, som er vellidt, man kan stole på, altid stiller op for holdet og aldrig giver op. Tak
(Bestemmelserne for tildeling af Forsvarets Medalje for Sårede i Tjeneste blev løsnet op i 2014, hvorfor Qvist blev genindstillet til medaljen og tildelt den med nogle års forsinkelse.)