[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Støvlerne var blevet pudset en ekstra gang, skjorterne strøget, skægget trimmet og håret vandkæmmet. I dag skulle de nye rekrutter ved V Uddannelsesbataljon og Hesteeskadronen fremstilles for regimentschefen, oberst T. M. Paulsen.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da fremstillingen begyndte kl. 09:00 på plænen foran regimentsbygningen. Regimentschefens røst bredte sig over de opstillede værnepligtskompagnier og yngste deling fra Hesteeskadronen, som han hilste velkommen til henholdsvis 4 og 12 måneders tjeneste i den grønne uniform. Forventningerne er store, udfordringerne måske endnu større, men hvis man hjælper hinanden og løfter i flok, så er intet umuligt.

Efter talen inspicerede regimentschefen enhederne, startende med 1. kompagni fra V bataljon, dernæst Livkompagniet og slutteligt Hesteeskadronens yngste deling. Obersten var tilfreds med synet og afsluttede herefter paraden ved at give kommandoen tilbage til de respektive førere.

Da paraden var tilendebragt, stod programmet på en lille turnus for enhederne: En rundvisning i regimentets historiske samling, hvor gamle uniformer, malerier og andet fra Gardehusarregimentets 400-årige traditionsrige historie er udstillet; en rundvisning ved Hesteeskadronens stalde samt et foredrag med regimentschefen. Formålet med sidstnævnte var at introducere de værnepligtige for den historie og de traditioner, de som kommende husarer træder ind i: Om ære og stolthed, om krigen i Afghanistan og om den kongelige hoftjeneste, som hører til Gardehusarregimentets vigtige opgaver.