[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Onsdag den 31. august begav oberst, kammerherre Tommy Mikael Paulsen sig ud på sit sidste ridt, før de militære ridesporer blev lagt på hylden.
Ridtet startede dog noget anderledes end normalt. Gardehusarregimentets Veteran Panser - Og Køretøjsforening havde en overraskelse i ærmet for denne sidste dag.  Obersten blev hentet i PIRANHA, hvorefter den sidste tur til Gardehusarkasernen blev gennemført med kørsel i PMV, CENTURION kampvogn og til sidst med Infanterikampkøretøj (IKK). Alle køretøjerne afspejlende en periode i oberstens karriere, hvor netop det enkelte køretøj har spillet en afgørende rolle.
Standsmæssigt ankommet til Gardehusarkasernen, afholdte obersten sin afskedsreception i Parolesalen.
Her underholdte Gardehusarregimentets Hesteskadron med trompeter og pauker, og til sidst blev det traditionelle maleri af afgående oberst afsløret.
Det store opbud og de mange taler bevidner om en yderst vellidt og professionel oberst, der nu overlader tøjlerne til sin afløser, oberst Jens Ole Rossen-Jørgensen.
Afslutningsvist blev obersten og oberstinden hentet i hestevogn og eskorteret af beredne officerer og befalingsmænd ud på den sidste tur i terrænet, hvor der på ægte husarvis blev skålet i champagne på toppen af Korsbjerg med et sidste blik ud over Gardehusarkasernens skønne område.

Hele regimentet takker obersten for turen, det var en udsøgt fornøjelse!