Husarer fra I Panserinfanteribataljon sikrer et såret moment under en  øvelse.

Husarer fra I Panserinfanteribataljon sikrer en såret kollega under en øvelse. Foto: Patrick Kjellerup / Forsvaret

Opgaver

Husarens opgaver - hvad end de er af national eller international karakter - er mangeartede, og soldaterne skal kunne favne bredere end nogensinde før. 

Ude i den store verden har husarer de seneste år undervist og rådgivet udenlandske sikkerhedsstyrker, bevogtet kontrolposter, indgået i mobile sikrings- og eskortebidrag og senest været en del af NATOs forsvars- og afskrækkelsesevne i Baltikum. 

Sammen med Den Kongelige Livgarde er Gardehusarregimentet unikt grundet dets ceremonielle forpligtelser til Kongehuset. Et ganske almindeligt år byder på et væld af ceremonielle opgaver for Hesteskadronen, som løses med stor stolthed og stor bevågenhed hos den civile verden. På trods af, at vi kontinuerligt har professionelle soldater indsat i internationale operationer, er det i høj grad husaren til hest i høj, som er regimentets ansigt udadtil. 

Med både en uddannelsesbataljon, et ceremonielt element i form af Hesteskadronen og kombinationen af professionelle panserinfanterister og opklaringssoldater er Gardehusarregimentet et kompetencemæssigt diverst regiment, som er i stand til at løse et bredt spektrum af opgaver.

 

Enheder

 

I Panserinfanteribataljon (I/GHR)

Bataljonen, der holder til på Gardehusarkasernen i Slagelse, er en kampbataljon, der udelukkende er bemandet med professionelle soldater. Den består af en stab, et stabskompagni, et panserinfanterikompagni og et mekaniseret infanterikompagni. Som det fremgår af bataljonens navn, anvender panserinfanteristerne pansrede køretøjer såsom pansrede mandskabsvogne og infanterikampkøretøjer, hvilket giver dem en høj grad af mobilitet og beskyttelse på slagmarken.

I 2022 udgør bataljonen hovedstyrken - sammen med bidrag fra andre af Hærens regimenter - i NATOs kampbataljon som en del af NATO Readiness Initiative (NRI). Kampbataljonens beredskab blev aktiveret i forbindelse med konflikten i Ukraine, og den er fra begyndelsen af maj udsendt til Letland. 

Motto: Hurtig i tanke og handling, livsfarlig for sine fjender

I Panserinfanteribataljon er organiseret under Hærens 1. Brigade

 

III Opklaringsbataljon (III/GHR)

Bataljonen, der holder til på Almegårds Kaserne på Bornholm, er bemandet af opklaringssoldater - også kaldet spejderenheder. Den består af en stab, 1. Lette Opklaringseskadron, 2. Lette Opklaringseskadron og 4. Marineeskadron, hvor sidstnævnte uddanner værnepligtige. En 3. let opklaringseskadron er under opbygning i den aktuelle forligsperiode.

Soldaterne anvender lette køretøjer i deres opgaveløsning og udmærker sig eksempelvis som finskytter. Bataljonen er årligt vært for det benhårde Enkeltkæmperkursus, hvor deltagerne udvikler sig til bedre enkeltkæmpere, som er med til at forstærke kampkraften ude i enhederne. Gennemføres kurset, venter det eftertragtede enkeltkæmpersværd, som med stolthed kan sys på uniformen.

Med sine opklaringskompetencer har Opklaringsbataljonens enheder ofte været spydspids i nye missionsområder.

Motto: NEC TEMERE - NEC TIMIDE (Hverken forvoven eller forsagt!)


Opklaringsbataljon er organiseret under Hærens 2. Brigade

 

 

V Uddannelsesbataljon (V/GHR)

Regimentets uddannelsesbataljon holder til på Gardehusarkasernen i Slagelse og uddanner værnepligtige i Hærens Basisuddannelse og professionelle soldater på Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse. Bataljonen består af Første Kompagni (otte måneders værnepligt) og Livkompagniet (fire måneders værnepligt) samt 4. mekaniseret infanterikompagni, der forestår uddannelsen af konstabler. Bataljonen forestår ligeledes uddannelse af Hesteskadronens værnepligtige.

I 2021 påbegyndte Første Kompagni Hærens nye mobiliseringsværnepligt, som klæder de værnepligtige på til at indgå i en mobiliseringsstyrke op til fem år efter aftjent værnepligt. Her vil de  kunne blive indkaldt i tilfælde af krise og krig og modtage udvidet uddannelse.
Læs mere på Mobiliseringsværnepligt i Hæren » Læs om løn og vilkår | Forsvaret

Motto: TERROR IN HOSTES (Vor fjender til frygt!)


V Uddannelsesbataljon er organiseret under Hærens 2. Brigade.

 

 

Hesteskadronen (HESK)

Hesteskadronen er regimentets kendte ansigt udadtil og opstiller beredne eskorter eksempelvis for Kongehuset ved den årlige nytårskur, Hendes Majestæt Dronningens fødselsdage og selvfølgelig årets sommertogter. Derudover løser eskadronen ceremonielle opgaver for resten af Forsvaret ved større markeringer og parader. Værnepligtige ved Hesteskadronen gør tjeneste i tolv måneder, hvori både en militær og en ceremoniel del indgår.
Eskadronen råder over 75 heste.

Læs mere på Hesteskadronens underside

 

 

Regimentsstaben (ST/GHR)

Gardehusarregiments stab består af to stabselementer, der yder daglig støtte på henholdsvis Gardehusarkasernen og Almegårds Kaserne. Stabselementerne beskæftiger sig med administration, personelforvaltning, kontaktvirksomhed til pårørende, arbejdsmiljø, logistik, militær og logistisk sikkerhed, kommunikation/presse og meget mere. 

 

Sidst opdateret 7. juni, 2022 - Kl. 14.36