[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]


Samtidigt var dagen også besøgsdag for de kommende værnepligtige som starter på HBU Hold Februar 2011. Vejret viste sig fra sin bedre side, da dagen startede med letskyet vejr og en fin portion solskin, dog også med en pæn brise fra vest.


Smuk dag til pårørendedag ved Jydske Dragonregiment.


Pårørende ankommer til Dragonkasernen.

I alt var der tilmeldt omkring 1.700 til dagen. Det var pårørende til de værnepligtige, kommende HBU’er samt deres pårørende, samt naturligvis de nuværende værnepligtige.

De kunne opleve en dag med 2 spændende foredrag i gymnastiksalen. Et foredrag for de nuværende værnepligtige og deres pårørende. Det første foredrag startede kl. 10.00 og det andet kl. kl. 11.30. Foredragene blev indledt med en velkomst af chef for II uddannelsesbataljon Oberstløjtnant M. Engholm. Efterfølgende overtog chef for 4. kompagni / I Panserbataljon, Kaptajn A.D. Svendsen og han fortalte om den kommende uddannelse samt den forestående mission i Afghanistan. Foredragene blev afsluttet med spørgetid.

I alt mødte der ca. 750 værnepligtige samt pårørende op til de 2 foredrag om missionen i Afghanistan.
 

I den anden ende af Dragonkasernen, nærmere bestemt auditorium nord, var der foredrag om Hærens Basis Uddannelse (HBU) ved chef for 1. eskadron, Kaptajn M. Wibroe. Dette foredrag, med start 10.45, blev også indledt med en velkomst af chefen for II uddannelsesbataljon, Oberstløjtnant M. Engholm.

Siden blev de kommende værnepligtige og deres pårørende vist rundt på kasernen, hvor de blandt andet fik fremvist belægningsområdet. Dagen for de kommende værnepligtige blev afsluttet i auditorium nord med en spørgetid. Til de mere uddannelsestekniske spørgsmål, havde Seniorsergent E.L. Thomsen, som til dagligt er rådgiver ved Rekrutteringscenter Herning, stillet sin ekspertise til rådighed. Han fik mange gode og relevante spørgsmål om mulige uddannelse i forsvaret, samt endda et par spørgsmål han skulle undersøge nærmere. Seniorsergent Thomsen vender tilbage til de pågældende med svar via mail.

Ud over foredrag var der opstillet nogle aktiviteter samt udstillinger. De besøgende kunne blandt andet besøge en udstillingsstand hvor man kunne se materiel, udrustning samt våben som de værnepligtige har udleveret.

Der var også en udstilling med køretøjer. I Panserbataljon havde til dagen opstillet både en kampvogn af typen Leopard 2, men også en Eagle IV fra Eskorte-/ sikringssektionen. Uddannelses-bataljonen stillede selv med en ørkenmalet pansret mandskabsvogn, så der var rig mulighed for at pille, rode, rage og stille spørgsmål.

Der var også mulighed for en køretur i pansrede mandskabsvogne.


En tur i terrænet.

Den mulighed benyttede en del sig af og det gav sædvanen tro lidt kødannelse, dog oversteg køtiden aldrig 30 minutter, så sammenlignet med ventetider i f.eks. Djurs sommerland eller Legoland, var det jo ren luksus.

I bygningen, der rummer garnisonens skydesimulator, var der til dagen indrettet et mørkerum hvor pårørende og besøgende kunne få testet deres evner til at observere samt bevæge sig rundt i mørke. 

Cafeteriet havde i dagens anledning flere spændende retter på menuen og havde opstillet et telt, hvor der kunne købes kaffe, pølser, øl og vand. Der var travlhed hele dagen måske især da der kom en af de bedre regnbyger forbi omkring kl. 11.00. 

Infirmeriet holdt åbent på dagen. De havde en del besøgende, heldigvis ingen med skader, men mange som ville benytte lejligheden til at få en rundvisning.  

De to HBU eskadroner holdt appel både om morgenen og ved aftrædelse.



Morgenappel ved 4. eskadron.

Mange pårørende overværede appellen. Hos nogle fædre bragte det sikker minder frem fra da de selv var soldater og mon ikke de stod og tænkte ”Dengang jeg var soldat …… ”


4/II.

Alt i alt igen en spændende og fornøjelig dag på Dragonkasernen i Holstebro. II uddannelses-bataljon vil gerne takke de mange pårørende for fremmødet, samt for det medbragte gode humør.

Uddannelsesbataljonen håber alle havde en rigtig god dag og kom godt hjem. 

 

PL D.M. Graversen

ST/II UDD BTN

Fotos:
Informatikassistent A. K. Petersen
INFO/PRESSE/GSE/JDR

Se galleriet fra dagen her: