Med 1. kampvognseskadron på skydeperiode.

[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Uge 36 oprandt ugen, hvor Niels Kjeldsen Eskadronen skulle lave noget helt andet end de plejer – nemlig være infanterister for en uge med skarpt i den ”lille kanon” –skydeperiode håndvåben – destination Hevring.
Fra starten havde vejrguderne lagt op til en udfordring af de store, ved at overrisle hele den ”Norddjurske herlighed” med kaskader af vand fra tid til anden, hvilket kunne få de i forvejen hårdtprøvede kampvognsdrenge til at ønske sig ENDNU mere hjem til deres Leopard 2 med ”Heizung mit heizgeräht” i stilling 2 og funktion ”Sommer/Winter” i Winter; dette var imidlertid ikke tilfældet. Der var højt humør over hele linjen, hvilket uden tvivl må ha skyldtes de højst relevante og veltilrettelange skydninger de blev udsat for.

Programmet stod på en gruppeskydning, gennemført som kamp fra stilling, frigørelse og tilbagegang, skydning under kørsel over siden samt front/hæk, rutineringsskydninger med karabin og let maskingevær på TL banen, kast med håndgranat fra stående skyttehul samt tung maskingevær skydninger for 4’er besætningerne mod stationær og bevægeligt mål.

Med 4’er vognen i fokus

Det var fra starten af et klart og gennemskinnende formål, at denne uge skulle stå i 4’er vognens tegn. Normalt er 4’er vognen indsat i områder, hvor kampvognsdelingen ikke kan se, eller hvis de har brug for et varsel. De bliver ofte brugt som ryg eller flanke sikring af resten af delingen, og til tider glemt, når delingen rykker frem. Løsner de et skud med deres tunge maskingevær, er det fordi delingen i virkelig er på hælene. Under skydeperiode KVG, ligger hele fokussen på kampvogns skydninger – derfor var denne uge planlagt efter 4’erne. I Afghanistan er 4’er vognen kampvognsdelingens eneste afsidde kapacitet, og det er derfor uhyre vigtigt at de ved hvordan man agerer som afsiddet soldat. Derudover er det eskadronens holdning, at fordi man er kampvognsmand, fratager det ikke den enkelte soldat for at vedligeholde sine almene soldatermæssige færdigheder, når han er på jorden – derfor skydeperiode håndvåben. 4’er vognen blev indsat i skydninger fra korte til mellemlange afstande med tungt maskingevær, både mod faste og bevægelige mål. Der var på forhånd afsat en hel dag kun til dem på denne bane, og skydelederen på banen kunne med tilfredshed se niveauet stige hos drengene som dagen skred frem. Derudover var hver 4’er panseret mandskabsvogne med besætning indsat i tre gruppe skydninger i dagslys og tre i mørke.

De blev med andre ord holdt så længe som muligt bag det tunge våben og i deres PMV – spændende over hele ugen – og med yderst tilfredsstillende resultat.

Contact, contact- wait out!

I stedet for en traditionel og mere infanterigruppe- minded kampstilling som en stationær kamp, valgte vi, at træne den bevægelige forsvarskamp, ud fra betragtningen om, at besætningen ved en føling, der sætter vognen i brænd og gør de ikke kan blive på den, skal kunne sidde af, frigøre i dybden til en bedre stilling, for herfra at indrette og fastholde indtil de får nærmere ordre – kort sagt kamp fra stilling, frigørelse og tilbagegang under anvendelse af hastig stillingsindtagelse på gruppeniveau.

Under skydningen, der startede ved stranden, sad besætningen af deres ”fiktive kampvogn” grundet RPG træf og en trussel for at ammunitionsbunkeren ville antænde, og veg ud under kampføling over to stillingssæt midtvejs, som blev indrettet under hastig stillingsindtagelse, for så herfra at frigøre op i deres sidste kampstilling, der var den hovedkampstilling, Hevringlejren har forberedt til at træne alm. kampstilling, for herfra at indrette til endelig fastholdelse, indtil resten af delingen kunne komme frem og støtte dem.

4’er vognen var indsat som støtte for den afsiddede besætning, og skød så tæt på den frigørende besætning som sikkerheden tillader det. Dette viste sig uhyre realistisk i mørke med lysspor i tung maskingevær.

Under skarp koordination mellem 4’er kommandøren og den kommandør der var gruppefører for den afsiddede besætning, blev kampen ”strukket sammen” og fjenden tabte naturligvis.

Kurven var opadgående for hver dag der gik, og soldaterne fandt ud af det ikke kun er når man sidder på en kampvogn, at ildfordeling, målprioritering, samt det at melde klar FØR man er klar, er kampafgørende faktorer man SKAL være bevidst om.

Der sprænges!

Ugens sidste del af programmet, stod på en sprængningsdag for hele ESK samtidig. Formålet var at give alle et Q i bæltesprængning, samt en demonstration af anvendelse af nærforsvarsvåben M/80, claymore.

Trods det, at man i Afghanistan går mere og mere over til anvendelse af fleksible sprængskæreladninger (Blade), blev uddannelsen gennemført som sprængningsreglementet foreskriver – med 3x 200 g sprængskærladninger for kampvogn og 2 x 200 g for bælte på panseret mandskabsvogn. Grunden til dette skal kunne beherskes er, hvis en kampvogn eller panseret mandskabsvogn er kørt så fast, at bælterne er låst, og anden mulighed vil bringe personel eller materiel i STØRRE fare end ved at sprænge, mens det sidder på køretøjerne. Når bæltet er sprængt over, kan køretøjerne trækkes tilbage af det spor den kom ad, og bugseres til lejren.

Demonstration af nærforsvarsvåben, var nyt for mange – de fleste havde set dem i forbindelse med nærforsvar af lejrene i Helmand – nu kom de så selv til at, tildanne, opstille og sprænge dem, fra skyttehul 20 m bag våbnet. Det var godt til dem…

Alt i alt en vellykket skydeperiode, og en masse erfaringer rigere for en eskadron hvis fornemste formål er IKKE af tå fjenden så tæt på, at de er nødsaget til at anvende deres karabiner.

Niels Kjeldsen Eskadronen siger tak til Hevring for god behandling, håber Vor Herre stadig gir kvajebajere for det vejr han valgte at velsigne os med, samt at vi håber den mand, der valgte, i sin gule kajak, at standse ALLE skydninger, da han sejlede en time rundt INDE i fareområdet, må vågne op til en gul kajak med hul i bunden en morgen han mindst venter det.

Vi ses i ses i sigterammen venner – husk det er ”Tanken” der tæller…